16. december Martin Lemberg-Pedersen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Julekalender 2017 > Julekalender 2015 > 16. december

16. december: Flygtninge alle vegne

KU's Alumneforening har bedt forskere fra Københavns Universitet om at fortælle om deres aktuelle forskningsprojekter. Det er tilsammen blevet til de 24 låger i årets forskningsjulekalender, hvor du kan læse om alt fra House of Cards til gamle galakser.

I dagens låge fortæller postdoc Martin Lemberg-Pedersen fra Det Humanistiske Fakultet om sin forskning i migration og flygtningestrømme.

Mobile grænser

I dansk og europæisk politik dominerer EU's asylpolitik presseforsider, Folketings- og EU-valgkampe og diskussioner over kaffebordet. Men hvor meget ved vi egentlig om EU politik på dette område?

Min forskning dykker ned i de regulativer og forordninger, der styrer unionens politik. Jeg undersøger hvilke lande, unionen har samarbejdet med og hvorfor, og spørger ind til de processer og aktører, der er med til at udvikle unionens grænsekontrol. Spørgsmålene kræver en tværfaglig tilgang, hvilket jeg har forfulgt først i min PhD, og derefter i min nuværende Post Doc, samfinansieret af Carlsberg Fonden og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, på Centre for Advanced Migration Studies (AMIS).

Jeg gør blandt andet op med idéen om, at flugt/grænsekontrol-forbindelsen foregår, ved at fordrevne mennesker flygter ind over en statisk grænse. I stedet, påpeger jeg, er grænsen i sig selv mere og mere diffus og netværksbaseret, eksempelvis da EU aftalte med Gaddafi at denne, mod europæiske penge og militært isenkram, skulle indfange og tilbageholde potentielle asylansøgere i Libyen inden de kunne komme til Europa. En tilsvarende aftale er netop blevet lavet mellem EU og Erdogan’s tyrkiske AKP-regering i efteråret 2016 om at tilbageholde syriske flygtninge. Disse aftaler er eksempler på at kontrollen af grænsen adskilles fra grænsens fysiske beliggenhed og derfor snakker kritisk geografisk forskning i dag om ”mobile grænser.”

FOTO: Wikipedia

Grænser som sociologiske, geografiske og finansielle rum

Grænsens mobilitet går også dybere, for moderne grænsekontrol foregår ikke kun ved fysisk tilstedeværelse, men også gennem virtuelle strømme af information. EU's grænsekontrol afhænger således af dataudvekslingen mellem databaser som Schengen Information System (SIS), EURODAC og EUROSUR. Grænsen udgøres altså hér af flere konstante strømme af information, og cirkulationen af disse kræver en højteknologisk, transnational infrastruktur. I det offentlige rum er vi så vant til at snakke om grænser som noget politisk bestemt. Men det er langt fra hele historien. Derfor søger jeg i min forskning også at åbne grænsen op som sociologiske, geografiske og finansielle rum.

Mere specifikt har jeg kigget på grænsens infrastruktur, og undersøgt i hvor stor grad den europæiske militærindustri betragter kontrakter om grænsekontrol som et ”emerging market”.

Dette gør sig gældende for en række af de største europæiske militærfirmaer, som Finmeccanica, Thales og BAE Systems, der gennem EU støttemidler var involveret i udviklingen af EUROSUR, i Tyrkiets Integrated Border Management Strategy og i eksporten af overvågningssystemer, fly og droner til Gaddafi’s Libyen for mange mia €.

Et kendetegn for sådanne processer er, at vejen til disse kontrakter er gået gennem massiv lobbyisme på nationalt og især EU-plan. Den samme privatiserings- og lobbyisme-tendens gælder også en anden del af grænsens infrastruktur, nemlig asylsystemers funktionalitet.

Aktører i maskinrummet

Således er sikkerhedsfirmaer som Serco og G4S, der er store aktører i den private fængselsindustri, og bl.a. opererer lejesoldater i Irak og Afghanistan, i stigende grad også involveret i at drive deportationer, modtagelses-centre og udsendelseslejre. Dette har gennem flere år været tilfældet i Storbritannien, Australien, Sydafrika og visse steder i Tyskland, og har ført til flere medieskandaler om misbrug, tæsk og dødsfald.

Dette illustrerer også, hvordan min forskning knytter sig til flygtninges rettigheder og deres humanitære situation. I november 2015 har den danske V-regering på tilsvarende vis foreslået, at magtbeføjelser i det danske asylsystem skal kunne overføres til private aktører.

For at forstå det finansielle drive bag denne privatiseringsbølge er det også vigtigt at se bagom både politiske aktører og de private sikkerhedsselskaber. På det finansielle niveau ser vi nemlig at en række store konglomerater og hedgefunds ejer store aktieposter i militær- og sikkerhedsselskaberne, samt at banker tilbyder dem milliard-store kreditter, bl.a. til eksport af kontroludstyr til tredjelande. For at forstå europæisk grænsekontrol må den finansielle dimension derfor lægges til politiske dynamikker.

Grænseskabt fordrivelse

De mange aktører involveret i grænsekontrol samt grænsens mobile karakter betyder, at vi må stille spørgsmålstegn ved en gængs måde at snakke om flygtninge, grænse- og asylpolitik på, nemlig at grænsekontrol udelukkende er staters reaktion på fordrevne mennesker. Denne antagelse er almindelig blandt politikere, men har også præget mange diskussioner i politisk filosofi, hvor spørgsmålet om flygtninge ofte er blevet set som et spørgsmål om åbne eller lukkede grænser.

Opdelingen er dog for simpel, fordi den forbigår grænsens funktionalitet. Givet grænsens transnationale netværk og infrastruktur af kontrolpunkter er det nemlig mere præcist at sige, at grænsekontrol også selv kan forårsage fordrivelse. Når flygtninge i disse dage sejler fra Tyrkiet til Grækenland, og går over Serbien forbi Ungarn, gennem Kroatien og Slovenien, og ledes videre mod Østrig, Tyskland, Danmark, Sverige, kan vi altså tale om et hidtil underkendt fænomen; nemlig grænseskabt fordrivelse.

Frem til foråret 2015 foregik denne fordrivelse først og fremmest udenfor og ved EU's eksterne grænser, men grundet forskellige sammenfaldende faktorer blev dette året, hvor unionens ydre grænser, og med dem agenturet Frontex, kollapsede, og den grænseskabte fordrivelse også begyndte at finde sted internt i Europa. Ved de eksterne grænser blev fænomenet skabt, da stater cirkulerede flygtninge gennem deres flådeindsatser, search-and-rescue operationer, deportationsaftaler og modtagelses- og udsendelseslejre. Disse skabte den sekundære fordrivelse af mennesker, der allerede én gang er blevet udsat for fordrivelse, nemlig når de flygtede fra deres hjemland.

Den nye grænseskabte fordrivelse internt i Europa sker ved, at stater som Ungarn, Kroatien og Slovenien bygger hegn, og sætter sikkerhedsstyrker ind over for desperate flygtningestrømme. Eller ved at stater bevidst sender dem videre ved at føre transitpolitik, som også Danmark har gjort med titusindvis af flygtninge, der er sendt videre til Sverige. I begge tilfælde kan vi sige, at flygtningenes fordrivelse forlænges og forandres gennem staters manglende vilje til at tage humanitært og sikkerhedsmæssigt ansvar.

Mød også

I morgen kan du i KU's forskningsjulekalender 2015 møde postdoc Ida Helene Asmussen, der fortæller om konfliktråd som moderne syndsforladelse.