20. december: Carsten Rahbek – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Julekalender 2017 > Julekalender 2013 > 20. december

20. december: Fra kænguruer til lemurer – hvad ved vi om arternes udbredelse?

KU's alumneforening har bedt forskere fra Københavns Universitet om at fortælle om et af deres aktuelle forskningsprojekter. Det er tilsammen blevet til de 24 låger i årets forskningsjulekalender, hvor du kan læse om alt fra bakterier til nationale sikkerhedsstrategier.

I dagens låge fortæller professor Carsten Rahbek fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet om et af sine forskningsprojekter.

En historisk disciplin ser nyt lys

Som forsker står vi på skuldrene af kæmper. Genier og nytænkere, der grundlagde og banede vejen for de disclipliner, vi arbejder med i dag. Ofte er vores forskning rettet imod nye højder, men en sjælden gang imellem har man den glæde, at beskæftige sig med et forskningsprojekt, der går helt tilbage til begyndelsen og efterprøver den jord, der bærer kæmpen. 

I vores Grundforskningscenter for Makroøkologi, Evolution og Klima forsker vi i udbredelsen af biodiversitet. Det vil blandt andet sige de evolutionære og økologiske processer, som kan give os forklaringen på, hvorfor verdens arter er udbredt som de er, og hvordan disse mønstre kan forvente at ændre sig i fremtiden i lyset af bl.a. klimaforandringer.

Kæmpen bag denne disciplin, biogeografi, er naturhistorikeren Alfred Russel Wallace (1823 –1913). Med sin dybe naturforståelse, i en tid uden kendskab til genetik og dna, var han den første til at beskrive den naturlige verden i en evolutionær kontekst. Det gjorde han ud fra sin forståelse for hvilke arter, der måtte være nært beslægtet til hinanden. Han producerede et af biologiens fundamentale verdenskort, som geografisk organiserer liv på jorden efter deres slægtsskab. I år efterprøvede og opdaterede vi Wallaces verdenskort for første gang baseret på moderne dna-information på mere end 20.000 arter. Resultatet kom ud i år i tidsskriftet Science.

Nogle regioner udgør en helt unik del af livets træ  

Det er velkendt, at regioner som Australien og Madagaskar har et unikt dyre- og planteliv, med mange arter som f.eks. kænguruer og lemuer, der ikke findes andre steder. Wallace beskrev også, at arterne i hver sin region måtte være nært beslægtet til hinanden. Vores opdaterede verdenskort baseret på genetiske data bekræftede Wallaces inddeling i regioner langt hen ad vejen, men brug af moderne DNA-profiler gav også ny indsigt i arternes biogeografiske slægtsskab. For eksempel kan vi nu se, at Australien og Madagaskar ikke kun har unikke arter, men også, at de er opstået i selve regionerne i stedet for at indvandre fra andre steder. Man kan kalde det ’evolutionære højborge’. Forsvinder disse arter, er det altså ikke blot spredte knopper af livets træ, der skæres af, men derimod en hel sidegren.

Evolutionære processer respekterer ikke landegrænser

Resultaterne har blandt andet interesse i FN’s nyligt oprettede panel for biodiversitet, IPBES (Intergovernmental Panel for Biodiversity and Ecosystem Services). Derfor samarbejder vi med dem, omkring at inddrage den evolutionære viden fra grundkort som disse i beskyttelsen af arter. Udfordringen er dog, at verdens dyreliv ikke tog højde for politiske landegrænser i løbet af deres udvikling. Flere evolutionære unikke områder strækker sig derfor over flere lande og gennemskærer ofte landegrænser.

Endelig arbejder vi fortsat på at opdatere og udvikle Wallaces oprindelige verdenskort. I første omgang har vi inkluderet 20.000 arter af pattedyr, padder og fugle. Næste skridt er at inkludere dna-data på 20,000 arter af planter.

I år er det 100 år siden Wallaces død, men hans forskning er stadig i live og vil også være det om 100 år.

Mød også

I morgen kan du i KU's forskningsjulekalender 2013 møde Mette Mortensen, der blandt andet forsker i amatørbilleder fra krigs- og konfliktområder.