20. december: Klemens Kappel og Julie Zahle – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Julekalender 2017 > Julekalender 2012 > 20. december

20. december: Hvad er videnskabens rolle?

Alumneforeningen Kubulus har bedt forskere fra Københavns Universitet om at fortælle om et af deres aktuelle forskningsprojekter. Det er tilsammen blevet til de 24 låger i årets forskningsjulekalender, hvor du kan læse om alt fra plantebiologi til præsident Barack Obama.

I dagens låge fortæller Klemens Kappel og Julie Zahle fra filosofi på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling om et af deres akutuelle forskningsprojekter.

Videnskabens særlige rolle i det liberale demokrati

I sin tiltrædelsestale for nu næste 4 år siden sagde præsident Obama noget på sin vis bemærkelsesværdigt: 'Vi vil genindsætte videnskaben på sin rette plads'. Pointen blev af naturlige grunde ikke foldet nærmere ud i talen, men baggrunden var utvivlsomt den afgående Bush-administrations anstrengte forhold til i det mindste dele af det etablerede videnskabelige samfund, især klimavidenskab.

Det bemærkelsesværdige i Obamas bemærkning lå ikke kun i, at det var nødvendigt at gør op med forgængerens politik ved en så prominent lejlighed, men også i, at videnskab overhovedet kan have sådan noget som en 'rette plads', som kan være så vigtigt, at præsidentembedet skal værne om den.

Den rette plads

Vores forskningsprojekt er ikke affødt af Obamas bemærkning, men hans ord indfanger projektets centrale spørgsmål: Hvad er videnskabens rette plads i et samfund som vores? Hvilken rolle bør videnskabelig frembragt viden tildeles i liberale demokratier? Bør videnskab - videnskabeligt frembragt viden - eller teorier, videnskabelige institutioner eller videnskabelige eksperter tildeles en særlig autoritet? Og hvis ja, hvordan bør deres produkter så indgå i forskellige dele af de demokratiske beslutningsprocesser, f.eks. videnskabelig policy rådgivning, parlamentarisk debat eller åben demokratisk meningsdannelse?

Når svaret på disse spørgsmål fra en teoretisk synsvinkel ikke er ganske ligetil skyldes det, at der i frie og åbne samfund i praksis altid udvikles meget forskellige syn på det gode liv, dvs. forskellige syn på religiøse, moralske og metafysiske spørgsmål. Det har været et kendt, og meget blodigt problem, i europæisk kulturrum, og der er udviklet en politisk model, der kan håndtere det, nemlig det liberale demokrati.

Normer og værdier

Meget firkantet består det i, at alle forpligter sig på normer og værdier hvorefter stat og samfund inden for meget vide grænser stiller alle synspunkter og alle personer lige, og giver alle lige gode muligheder for at udfolde sig. Inden for disse rammer må mennesker selv gør op med sig selv, hvordan de vil leve deres liv, og fælles politikker træffes ved demokratiske afgørelser, enten direkte, eller indirekte, og efter et eller andet mål af fælles diskussion.

En række af det liberale demokratis centrale institutioner skal ses på denne bagrund. Der er en række arbejdsdelinger mellem f.eks. domstole og den udøvende magt, mellem privatsfæren og det offentlige rum, mellem religiøse institutioner og staten. I et velfungerende liberalt demokrati er domstolene bemyndiget til at træffe afgørelser om retlige forhold, hvilket regering og parlament ikke blander sig i. Religiøse institutioner holder sig ude af politik, og accepteres ikke som autoritative talerør for privilegerede sandheder. Til gengæld giver det politiske system alle religioner en nogenlunde lige bane at spille på.

En central institution

Videnskab kan ses som en af det liberale demokratis centrale institutioner, på linje med institutioner som den fri presse og den offentlige debat. Spørgsmålet er, hvilken rolle, der bør tildeles videnskab. Skal det ses som en institution på linje med domstolene, blot med den forskel, at videnskaben forsøger at udtale sig autoritativt om faktuelle forhold? Eller skal videnskab snarere opfattes som en institution på linje med et religiøst samfund, som staten bør lægge afstand til, i det mindste når det kommer til discipliner eller videnskabelige teorier, som er kontroversielle i befolkningen? Det er det overordnede spørgsmål, vi stiller i projektet.

En drivende teoretisk kraft i den filosofiske begrundelsen for det liberale demokrati er erkendelse af, at der eksisterer en flerhed af perspektiver på det gode liv. Ingen kan med nogen rimelighed påtvinge andre deres eget svar på, hvordan det gode liv skal leves. Det teoretiske problem i forhold til videnskab opstår i det omfang, at videnskab på samme måde ses som et perspektiv blandt andre, eller blot at nogle grupper i samfundet insisterer på det, f.eks. fordi de ikke anser videnskab som den eneste autoritative måde at tilgå verden på. Hvis vi insisterer på at tildele videnskab en særlig autoritet, hvad siger vi så til de borgere, som er helt uenige?

Det er et presserende spørgsmål, fordi vigtige politiske uenigheder afhænger af uenighed om faktuelle, videnskabelige spørgsmål. Det dominerende eksempel er naturligvis klimapolitik, men der er mange eksempler inden for områder, som optager os alle: sundhed, kost, økonomi, uddannelsespolitik, integrationspolitik, og velfærdspolitik. Faktisk har rigtigt mange af vores store politiske uenigheder faktuelle komponenter, selvom der er få større politiske uenigheder, som alene drives af faktuelle komponenter.

Projektet er finansieret af Carlsbergfonden.

Læs mere

  • Kappel, K., 'Videnskabens særlige rolle i det liberale demokrati', I: Hvordan styres videns-samfundet?: Demokrati, ledelse og organisering, (red.) Faye og Budtz, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2012.
  • Kappel, K., 'Har liberalt demokrati en alliance med videnskab?', Kritik, nr. 196, pp. 78-97, 2010.
  • Læs mere om forskningen på filosofi her.

Mød også

I morgen kan du i KU's forskningsjulekalender 2012 møde Ib Bygbjerg og Henrik Ullum, der blandt andet forsker i blodtransfusioner i Afrika.