Ursula Andkjær – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Ursula Andkjær

Mod kunsten. Af Tomas Espedal, Batzer & co. 2010

Anmeldt af forfatter Ursula Andkjær Olsen

Jeg har lige læst Tomas Espedals Mod kunsten, og jeg er nødt til at delagtiggøre nogen i denne bogs himmelhøje klogskab. Og skønhed. Bogen er fra 2009 (den danske udgave fra forlaget Batzer & co. kom i 2010), den var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, som den burde have fået 5.000 gange, og så er den erklæret selvbiografisk.

Tidstypisk selviscenesættelse 

Dette sidste er der vel ikke noget nyt i - det er der på overfladen oven i købet noget meget tidstypisk ved, i dage som disse, hvor selviscenesættelsen ligner et almenmenneskeligt vilkår, og forfatteres spil med det selvbiografiske-selviscenesættende er helt fremme i vinduet. Men det er så vidt jeg kan gennemskue langt fra dét dér selvfølgelig kulturelt interessante og (post)moderne, men også lidt trættende selviscenesættelses-dilemma, som ligger Espedal på sinde. Mod kunsten handler i min forståelse - uden jo at være spor teoretisk - om noget der er helt grundlæggende for mennesker og deres fortællinger.

"Mod kunsten handler i min forståelse om noget der er helt grundlæggende for mennesker og deres fortællinger."

Ursula Andkjær

Hvis jeg skal prøve at beskrive scenen kort, så mister fortælleren, det vil sige forfatteren, i løbet af kort tid sin kone og sin moder. I bogens første egentlige scene (for bogen indeholder også poetiske passager som ikke nødvendigvis kan kaldes scener i umiddelbar forstand) - nå, men i første scene siger vores fortæller til sin store, men ikke voksne datter: "Nu har vi ingen mor" - for hverken han eller datteren har en mor mere - og skønt datteren med en vis rimelighed bliver vred og ulykkelig over, at faderen således identificerer sig med hende, istedet for at være far, være stor, så er det netop disse nedslag af identifikation, som er det fantastiske ved denne bog og dens fortæller.

Identifikationens mulighed på trods af den grundlæggende (og aldrig bagatelliserede) afstand mellem mennesker, er den helt centrale bevægelse i Espedals bog. Synes jeg i hvert fald. Fortælleren foretager gennem bogen glimtvise sammensmeltninger med sin kone, den milde fader, den eksotiske moder, bedsteforældrene, datteren, som sagt, og det er de glimt af identifikation som former og driver fortællingen.

Fra mand til kvinde 

Det er jo almindeligt kendt, at man som læser identificerer sig med personer i fortællinger, men det er noget mindre indlysende, at fortælleren foretager denne bevægelse, at det er fortælleren som identificerer sig med de andre personer i fortællingen og sidste ende - sådan føles det indimellem - også med læseren. Sådan havde jeg det i hvert fald da fortælleren på et tidspunkt siger, at han ville ønske han kunne skrive som en kvinde. Mærkeligt overrumplende, ligesom når han om sin relation til datteren kan sige: "og jeg er hendes mor"  - et kønsskifte, der trækker tæppet væk under én, ikke på en cool "der fik jeg dig"-måde, men helt fundamentalt ved at denne mand kan blive kvinde, blive mor, i kraft af fortællingens eller mere alment, litterauruens, skriftens mulighed for identifikation.

"Den her bog er så fin og hård og smuk og klog, og den giver sin læser et sted at være."

Ursula Andkjær

Jegfortælleren i romanen er tæt på sin læser, fordi både den skrivende og den læsende er udleveret til denne skrift, der i første omgang måske nok er en afstand til andre mennesker, men som i anden omgang er selveste muligheden for nærhed af anden grad. Espedal prøver ikke at skjule ensomheden - han prøver vel dårligt nok at udrydde den - til gengæld kan man sige, at han netop i kraft af den også gives den afstand som gør at han alligevel kan se og fortælle det tæppe som de enkelte tråde danner tilsammen.

Jeg kunne måske nok have lyst til at sige et eller andet til denne alt for omstændelige udredning, for eksempel: hold da kæft, din dialektik-idiot, og det gør jeg også lige om lidt, bare lige en sidste gang: Den her bog er så fin og hård og smuk og klog, og den giver sin læser et sted at være, et sted, hvor det at skrive noget - også at skrive noget om sig selv - i sig selv kan være erfaring, (at skriften ikke blot er nedsmækning af erfaring hentet udefra det såkaldte liv), hvor det levede liv også altid er et liv som fortælles, og et liv som både (så at sige) biologisk og socialt, men netop også altid som FORTALT, er flettet og flettes sammen med andre liv.