Tania Ørum – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Tania Ørum

Moderne kvindehistorie på en helt anden måde

Tania Ørum, professor emerita, anbefaler 64 sysler & samlinger – en kvindehistorisk scrapbog (2008)

Den amerikanske kunsthistoriker George Kubler foreslog i sin indflydelsesrige bog The Shape of Time (1962), at tingene – hvad enten det er kunstværker eller andre menneskeskabte genstande – giver det bedste portræt af historien og af, hvordan kollektiv identitet opstår. Sådan et portræt er den danske billedkunstner Kirsten Justesens 64 sysler & samlinger – en kvindehistorisk scrapbog fra 2008. Bogen ledsagede en udstilling på Kvindemuseet i Aarhus og blev, som titlen angiver, lavet i anledning af Kirsten Justesens 64-års fødselsdag. Bogen er imidlertid hverken bundet til udstillingen eller til Kirsten Justesens privatliv, men er netop en kvindehistorisk scrapbog, som allerede fra forsidens forfatterangivelse omfatter en kollektiv identitet: ’Kirsten Justesen og andre pigebørn født 1940-45’. Det er en kollektiv identitet, der udspringer af, at en hel række kvinder omkring Kirsten Justesen har bidraget til værket, netop for at bogen kunne blive et generationsportræt. Det er også en kollektiv identitet, der har rødder i Kvindebevægelsen. Det var jo netop generationen født 1940-45, der var aktive i den nye kvindebevægelse i 1970’erne og dér opdagede, at det, de havde troet var deres helt private personlige problemer, i høj grad lignede andre kvinders – med andre ord, at ”det personlige er politisk”, som et slagord lød.

Patchwork af billeder og fakta

Justesens bog tager et årti ad gangen fra 1940’erne til 2000’erne. Hvert årti er så bygget op af opslag for hvert år, der rummer beklædningsgenstande fra det pågældende år, tekster fra tiden, fotos fra tiden, herunder en hel del af Kirsten Justesens private fotos, tidstypiske genstande, et billede af tidens mode, et karakteristisk stykke stof, en opskrift, ofte med illustrerende foto, et kunstværk, en sang, en personlig tekst med afsæt i Justesens eller en af de andre bidragyderes liv, samt ind imellem små oplysende faktatekster om bl.a. antallet af kvindelige ministre, kunst af kvinder og kvindepolitiske begivenheder. Ligesom der i hvert årti er fotos fra skelsættende offentlige begivenheder såsom afslutningen på anden verdenskrig, hospitalsskibet til Koreakrigen, Vietnamkrigen og 9/11.

Hvordan årtier smager og ser ud

Eftersom årtierne følger en generation, udvikler genstandene og billederne sig også livshistorisk. I 1940’er-sektionen er der f.eks. et foto af en sutteflaske og en broderet hagesmæk, mens 1950’erne har påklædningsdukker, tegneserier og et karakteristisk møbel med kombineret radio, pladespiller og fjernsyn. I 1960’erne dukker et pessar op, men pigerne på afgangsbilledet fra husholdningsskolen ser stadig artige og autoritetstro ud. Med cowboybukserne følger så fotos af Che Guevara og Simone de Beauvoir. Opskrifterne skifter også fra 1950’ernes søndagsmiddag med hjerter i flødesauce og fersken fra dåse serveret på farmors dug til 1960’ernes landpaté og ristaffel, mens 1970’erne bringer hønsestrik og den palæstinensiske partisan-pinup Leila Khaled, Vietnamkrigen, Margrethes udnævnelse til dronning, men også røde højhælede træsko, et familiefoto med mand og to børn, broderet hippievest og opskrifter på giftfri mad foruden Femøbilledet af de nøgne deltagere på række med ryggen til.

En kollektiv identitet M/K

I 1980’erne kommer der leopardstof, guldlaméjakke og muslingesuppe, men også billeder af kvinder fra andre verdensdele, mens 1990’erne har fotos af genbrugsposer, computer og en oversigt over museernes indkøb af hhv. mandlige og kvindelige kunstnere. 2000’erne har fotoet af de brændende Twin Towers, men også Thaisalat og værker af kvindelige kunstnere. For nu blot at nævne nogle af de ting, jeg har fæstnet mig ved i dette portræt af tidens gang. Det er genstande valgt med den kunstneriske nerve, skarpe erindring og fordomsfrihed, der gør det muligt for enhver at gennemleve den personlige og politiske udvikling fra 1940 til i dag. Og jeg skal hilse og sige, at det er et portræt af den kollektive identitet, der er genkendeligt for kvinder i alle aldre – og mænd såmænd også.