Mickey Gjerris – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Mickey Gjerris

Ukendt under samme måne (1982) og Rystet Spejl (2011) af Søren Ulrik Thomsen

Anmeldt af Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved KU, medlem af Det Etiske Råd og alumne fra Det Teologiske Fakultet

Søren Ulrik Thomsens digtsamling Ukendt under samme måne udkom i 1982. Jeg stødte ind i den nogle år senere i midtfirserne, da jeg havde lagt barndommens sorgløse dage bag mig og var blevet ramt af ungdommens søgen efter eksistentielle problemer og cool meningsløshed. Sammen med Michael Strunge blev Søren Ulrik Thomsen min indgang til poesiens verden. Om nogen satte de ord på min ungdom, om end jeg ofte fandt det vanskeligt at angribe min gymnasietilværelse i storbyens vestlige forstæder med samme alvorsfulde indsigt, som de to herrer kunne skildre deres eksistens med.

Her 30 år efter er jeg stadig bjergtaget af titlen på bogen: Ukendt under samme måne. I en linje synes den at sammentænke vores oplevelse af på en gang at være alene og underlagt de samme livsvilkår som de andre, der er alene lige ved siden af. At linjen så også trækker på universets kuldslåede skønhed og nattens dragende klarhed, gjorde og gør bestemt ikke linjen mindre betydningsmættet i min optik.

Galaktisk ensomhed

Har ofte søgt at forklare andre, hvordan denne ene linje rummer et helt digt og i sidste ende en hel forståelse af menneskets vilkår på denne planet. Hvordan Søren Ulrik Thomsen med fire ord gav mig en nøgle til at forstå, hvad det at leve er. Det er ikke en udfoldet antropologi endsige et sammenhængende tankesæt. Men det er et billede, der giver mening til de næsten magiske møder med mennesker, som jeg i et nu har følt mig tryg ved og hjemme hos – også selvom jeg ikke har kendt dem. Og et billede der rummer en sær lakonisk før-videnskabelig erkendelse af mennesket som det væsen, der søger fællesskab på baggrund af det, som forfatteren Inge Eriksen med et andet yndlingsbillede kalder galaktisk ensomhed.

"Burde nok en dag skrive et takkebrev for al den indsigt, som jeg oplever at have fået gennem disse digte

Mickey Gjerris

De fleste er stået af her. Nikker venligt, klapper mig beroligende på skulderen og siger: ”Ja, det lyder da meget pænt”. De mere empatiske husker måske en linje, en sang, en gestus, en samtale eller andet, der rummer den samme oplevelse af at få foræret en dyb sandhed med meget enkle midler. ”Whatever gets you through the night”…. Vi finder alle vores udsagn at hvile i. Men det kan være svært at acceptere, at man ikke kan nå andre med noget, der er så vigtigt som dette. At vi er Ukendt under samme måne. Efter utallige forsøg har jeg dog måttet erkende den simple sandhed, at det kan ikke siges, forklares og udpensles bedre end ordene selv gør det. Ukendt under samme måne. Sådan er det at være menneske. Og kunne det siges klarere, tydeligere, bedre, klogere, så havde Søren Ulrik Thomsen nok gjort det. Der er ikke en forklaring bag ordene, som gør dem lettere at tilgå. Digtet lever kun i sig selv.

Brev fra en klog gammel ven

Næsten 30 år senere i 2011 udgav Søren Ulrik Thomsen en digtsamlig med titlen Rystet spejl. Det var som få brev fra en klog gammel ven, som ikke havde ladet høre fra sig i årevis. Sådan har det været hver gang. Som om at han og jeg er vokset samtidig i forskellige retninger, men dog inden for den samme ramme; De der grundvilkår. Jeg er i hans digte altid blevet konfronteret med noget, der har gjort mig klogere på det, som jeg stod i. Noget som på samme tid har vakt genkendelse og overraskelse. Som når slør falder fra ens øjne, og man pludselig kan se det, som har været foran ens næsetip hele tiden. At læse Søren Ulrik Thomsen har altid været forbundet med en oplevelse af at være blevet udstyret med en kraftig og undertiden skånselsløs lygte.

Jeg har kun mødt digteren selv en gang. Eller måske rettere: Jeg har hørt ham en enkelt gang. Det var på et bibliotek i forbindelse med udgivelsen af Rystet spejl, hvor han læste højt af sine digte, og jeg tog mig mod til at stille et spørgsmål. Han virkede som en rar mand. En tålmodig mand. Jeg kom til at se ham for mig som sådan en, der bygger modeljernbaner i sin kælder. Ikke at der er noget galt i det. Men ikke lige det forhåndsindtryk som jeg havde fået af mit livs poetiske fortolker. Han læste højt, og han svarede på spørgsmål. Og midt under denne seance slog det mig pludselig, hvad det er, der sker i hans digte: De gør det partikulære alment. De tager oplevelser og erfaringer fra hans eget liv eller tænkte liv/fiktive liv/ingen liv eller hvad det nu skal kaldes og beskriver dem på en måde, der gør det fælles synligt. De får det ukendte til at fremstå i det samme månelys.

Digtet siger, hvad det siger

Det er som med heste. De findes i mange afskygninger, størrelser, temperamenter mm. De er alle heste i forstanden ”en hest”. De er hest netop på deres måde. Og det er sikkert sådan, at jo mere tid man bruger sammen med en bestemt hest, jo mere blik får man for dens særlighed. For netop dens måde at være ”en hest” på. Men samtidig er de jo også alle ”hest”. Der er noget, der binder dem sammen og gør, at alle ”en hest” hører til i ”hest”. Der er noget alment i dem, der er det, som de udfolder deres udgave af ”hest” over. Ellers kunne vi næppe begribe ”en hest” som en ”hest”. Og ellers kunne vi næppe begribe digtet. Hvis ikke digterens erfaringer, virkelige eller fiktive, rakte ud over hans egen partikularitet og udsagde noget om det fælles, det almene – alt det, der belyses af det samme månelys.

Tror dette er en ganske banal indsigt. Men det banale er ikke kun det, der ikke behøves siges. Det banale kan også være det, der er så indlysende, at vi har glemt det – og derfor har behov for at få øjene op for det igen. Det er banalt på samme måde, som det er banalt at et digt ikke kan forklares – selvom man tager sig selv i at gøre det gang på gang. Digtet siger, hvad det siger og var der andre ord, der bedre beskrev det, der skulle siges, så havde digteren nok valgt dem.

Man kan ikke komme bag om et digt. Blotlægge dets essens. Afpoetisere det. Så ville ordene og udtrykket, rytmen og de sorte tegn på den hvide flade kun være staffage. Digtet er digt i kraft af, at kun netop disse ord på denne måde i denne tid kan udtrykke det almene, som digteren måtte have have erfaret i al sin partikularitet…. Når det altså virker. Der er mange digte, der efterlader en urørt og uramt. Smukt kan det være, men rammer det ikke ned i almenheden, bliver det let ligegyldigt. Pudsigt nok er det ikke de samme digtere, der rammer os. Det er ikke i de samme banale ord, at vi henter vores forståelse af vores eget liv og livet som sådan.

Burde nok en dag skrive et takkebrev

Det kan føre til en påstand om, at så er det almene slet ikke alment. Det er bare en, der kan digte, der beskriver en virkelighedsforståelse, som rammer de, der deler den. Påstanden kan næppe afvises helt. Men oplevelsen af det gode digt er en anden for mig at se. Der er noget andet på færde. Den oplevelse rammer ikke mig som menneske i al min individualitet, men lige ned i mig som et eksemplar af de væsener, der udspiller deres eksistens inden for rammerne af de grundvilkår, der er menneskets. Tror at alle gode digte rammer vores grundvilkår. Men de gør det ud fra hver deres partikularitet. Og dem deler vi ikke – derfor har vi ikke alle samme yndlingsdigter.

Et er ungdommens sværmeriske forhold til livets smerte og digtets mange lag. Noget andet den, der i 40´erne er midt i så meget og forbi en del. Det er med et andet sind, jeg går til digtet i dag. Men ramme lige ned midt i det hele og efterlade mig forundret over og klogere på tilværelsens åbenlyse gåder kan Søren Ulrik Thomsen stadig. Burde nok en dag skrive et takkebrev for al den indsigt, som jeg oplever at have fået gennem disse digte. Og glæder mig til at blive ældre med dem og langsomt vokse ind i forståelsen af disse linjer fra Rystet spejl. Linjer som næppe havde sagt mig noget for 30 år siden, men nu har sat sig i mit sind som en af de linjer, jeg gerne deler med de ukendte, som jeg træffer under samme måne:

Hvert år på den dato
Der tilfældigvis blev din fødselsdag
Tager vi toget til Århus
For at besøge din grav
Som nu engang er det sted her i verden
Hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
Og taler som på enhver anden dag
Indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
Og alligevel finder sted
Må det være af største betydning
(Fra Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl, 2011)