Mia Rahr Jacobsen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Mia Rahr Jacobsen

Fra Humaniora til Teologi – en præst anmelder Hildegard

Cand.theol. og gadepræst Mia Rahr Jacobsen anmelder romanen Hildegard – skrevet af cand.mag. i Litteraturvidenskab Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Hildegard af Bingen er en af de helt store kvindeskikkelser i kristendommen. Hun var en tysk benediktinernonne, der – selv om hun levede på en tid, hvor magten og mulighederne var mændenes – nåede længere med sit arbejde end de fleste: som mystiker, forfatter, læge, komponist og som grundlægger af klostre. Hendes liv er allerede i overskrifter en imponerende og inspirerende fortælling om kvinde- og klosterliv i middelalderen. Derfor var det også med både forventning og lidt bekymring, at jeg gik i gang med at læse Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog om Hildegards liv. For kunne hun mon fange storheden og ramme tonen?

Mine bekymringer var væk, længe før første kapitel var læst. Hildegard er en på alle måder vild bog, der greb mig fra de første sider. En bog, som flere gange gjorde ondt at læse. Men som også løftede mig og talte til mine drømme. Den er fuld af råhed og lidenskab. Den er fuld af sanselighed og hengivelse til livets vilkår. Og den er fuld af sorg, jalousi og samtaler med Gud.

Sårbarhed som et grundlæggende vilkår

Hildegards middelalderliv står i kontrast til mit eget liv. Jeg bor i en lejlighed på Vesterbro, og det bekvemme og trygge indrammer min hverdag. Jeg sover i en blød seng og kan klæde mig varmt på om vinteren. Jeg kan med god ret håbe på lægernes hjælp, når børnene bliver syge.

Hildegard vokser op i en ganske anden verden, der rummer både voldtægten af søsteren og Hildegards egne feberanfald. Men hun oplever også guddommelighed, honning og spurve. Det er en verden af børnefødsler og djævle, der står på lur, hvor man kun overlever, hvis man ved, hvordan naturen gøres til medspiller. Og det er liv, hvor man på både gode og onde dage lever under vilkår, som man ikke selv er med til at skabe. Som vi jo også på mange måder gør i vores tid, men i denne roman er de meget synlige. Og det er noget af det, der er så gribende ved bogen: Den piller alle forestillinger om sikkerhed fra hinanden og viser menneskelivet i al dets sårbarhed.

Klosterlivet: Farvel til den kendte verden

Hildegards mor har kort efter fødslen lovet Gud at give ham barnet, hvis det overlever. Og sådan bliver det: Hildegard følger som 10-årig sin lidt ældre slægtning Jutta i kloster. Det er nok det af bogens afsnit, der greb mig mest: beskrivelsen af, hvordan Hildegard bliver muret inde i Disibodenberg Kloster ved en gudstjeneste på Allehelgensdag, den 1. november 1108 – og hvordan Hildegard og Jutta efter gudstjenesten, hvor de ’dør for verden’, nu må begynde et nyt liv. For Hildegard består verden herefter af eremitten Jutta, der både sulter sig og lægger sig i lænker, munken Volmar, der lærer hende om medicin i klosterets infirmeri og bliver hendes fortrolige, og senere pigen Richardis, der lige som hun selv bliver givet til klosteret som ganske ung.

I vores tid er det fuldstændigt umuligt at forestille sig at give sin lille datter væk til et liv i en nonnecelle. Men hvis man kan lægge den gru fra sig, får man måske øje på, hvad klosterlivet kan tilbyde. Dels danner det rammen om en hengivelse til Gud. Hvilket ikke er uden betydning for Hildegard, der, siden hun var tre år, har fået syner fra Gud. Dels giver klosteret en mulighed for lærdom, idet Hildegard lærer at læse og skrive latin, at praktisere medicin, at synge og spille musik. Nonnelivet i cølibat bliver også en beskyttelse mod de utallige børnefødsler, der koster mange af hendes samtidige livet.

Fra historisk person til levende romanfigur

Marstrand-Jørgensen skriver i efterskriftet, at bogen ikke er en biografi. Der har ikke været kilder nok til at det kunne lade sig gøre, og det er ikke intentionen med bogen. Det er først og fremmest en litterær fantasi. Ikke desto mindre bliver bogen til virkelighed for mig. Jeg har ingen anelse om, hvor tæt romanfiguren Hildegard kommer på personen Hildegard, men hun bliver i Marstrand-Jørgensens ord en levende kvinde. Selv om bogen ikke er sandheden om Hildegard, giver den et gribende og troværdigt billede af hende og hendes tid.

Bogen beskæftiger sig med tiden fra Hildegards fødsel i 1098 til hun i 1148 som 50-årig får Pavens ord for, at hendes syner kommer fra Gud. Bogen følges af Hildegard II, der udfolder det, der blev Hildegards livsværk: hendes visioner og arbejdet med at bygge og drive klostre.