Marianne Zibrandtsen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Marianne Zibrandtsen

Dette burde skrives i nutid af Helle Helle

Anmeldt af Marianne Zibrandtsen, rektor på Aurehøj Gymnasium

Sådan lyder titlen på en roman af Helle Helle, som udkom i 2011. Det er en af den slags romaner, der tilsyneladende løber let af sted – både med sin hovedperson og med læseren. Men bag det lette, den underspillede og ofte særdeles humoristiske dialog og omslagets optimistiske lysegrønne farve ligger alt det usagte, det uoverkommelige og livsbekymrede, som er romanens omdrejningspunkt og tema.

" Det er en af den slags romaner, der tilsyneladende løber let af sted – både med sin hovedperson og med læseren

Marianne Zibrandtsen

Det er jeg-fortælleren, den 21-årige Dortes historie, vi vikles ind i dels gennem det, der sker for hende og dels gennem det, hun i lange, indre samtaler betror os. På det ydre plan sker der temmelig lidt – og det, der faktisk sker, er egentlig ikke det, Dorte gerne vil. Det sker bare. Og Dorte registrerer det, åbenbart ude af stand til at træde i karakter og tage magten over sit eget liv.

Danskstudiet på KUA

Vi forstår, at der ligger en stribe dårlige oplevelser lige bag hende, da vi i bogens begyndelse følger med hende og hendes farverige faster til Glumsø, hvor Dorte lejer en bungalow. Den ligger bekvemt, lige ved stationen og op til banelegemet, så hun hele tiden kan følge togenes faste køremønster i hendes baghave. Planen er, at hun med toget skal ind til København hver dag og læse på KUA, hvor hun er indskrevet på danskstudiet.

Hun får købt månedskort til toget og kommer af sted hver dag, men kun ganske få gange kommer hun frem til universitetet. Som oftest driver hun bare rundt i gaderne: ”Jeg købte et rundstykke og en kop kaffe hos konditoren i arkaden. Det var et dyrt sted, men man kunne sidde der længe, og der var gratis vand. Jeg sad helt nede bagest i lokalet, op af væggen, jeg fandt min bog frem og prøvede at læse. Efter en lille time gik jeg i Scala, jeg gik rundt mellem etagerne og kiggede på smykker og cowboybukser, jeg kørte med rulletrappen op til biografen, men der var ingen film, jeg havde lyst til at se. Før jeg tog hjem, købte jeg en honningmelon i Irma. .” Vi forstår, at det er uoverkommeligt at få gang i studiet, vilje er ikke noget, Dorte er stærk i.

Paralyseret limbo

Forud for denne nutid hører vi i flash backs om tiden efter hendes studentereksamen. Først skulle hun i huset, men det opgav hun efter bare to dage. Så flyttede hun hjem igen og en kæreste dukkede op: ”Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle (…). Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede. Forældrene gik og fløjtede ned i baghaven. De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere”. 

" Helle Helle er mester i minimalismen, i sit knappe sprog formidler hun indsigt i den Herman Bangske stille eksistens, hvis lille bitte liv folder sig ud foran læseren med al dens ubegribelige magtesløshed

Marianne Zibrandtsen

En dag dukker Pers fætter op, og så bliver Dorte kæreste med ham. Rigtig ulykkelig fortæller hun ikke på noget tidspunkt, at hun er, men i en slags paralyseret limbo. Hun kan ikke håndtere livet, som nærmest bare passerer forbi ligesom togene i hendes baghave. Hun er et eller andet sted godt klar over, at den er gal med hendes apati – hun opsøger selvhjælpsbøger på biblioteket og sidder de lange nætter, hvor hun ikke kan sove, og læser, fx pjecen ”Rygrad som en snegl”, som hun kommenterer: ”Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen”. 

Måske opfatter hun sig som en fejl – eller som en snegl. I slutningen af bogen er hun så småt begyndt at skrive litterære tekster, men man aner, at også denne mulighed tårner sig op i umulighed for hende.

Minimalismens mester

Helle Helle er mester i minimalismen, i sit knappe sprog formidler hun indsigt i den Herman Bangske stille eksistens, hvis lille bitte liv folder sig ud foran læseren med al dens ubegribelige magtesløshed. Man ved dårligt, om man skal le eller græde. Vi er i Helle Helles yndlings omgivelser, i udkantsdanmark, hvor der er langt mellem busserne og mellem de store beslutninger. For ”Dette burde skrives i nutid” modtog Helle Helle særdeles velfortjent De gyldne laurbær, boghandlernes store pris. Og anbefales, det kan den! En læseoplevelse af de helt store og et nært bekendtskab til et lille menneske, man ikke kan ryste af sig igen.

I universitetssammenhæng, som vi jo er i her i Bogsalonen, folder ”Dette burde skrives i nutid” et særligt perspektiv ud; for nogle er det at træde ind over dørtrinnet til universitetet så grænseoverskridende, at de ikke overkommer det.  Dette skrev jeg i nutid.