Margrete Auken – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Margrete Auken

Det gode håb (1964) af William Heinesen

”En heftig, sjov og i bedste forstand opbyggelig bog” siger Margrete Auken der anbefaler denne færøske klassiker.

”Få fat i Det gode håb – men du må sikre dig fred og god læsetid”! Jeg var på Færøerne og havde begejstret fortalt en god ven og partifælle der var sommerlæge der, om den islandske roman Glødende mos af Thor Vilhjálmsson som lige havde fået Nordisk Råds litteraturpris (1988). Nu var den ved at slippe op, men jeg skulle videre til Island, begge steder noget med Nordisk Råd, og hvilken bog skulle jeg så gribe efter? William Heinesens Det gode håb, der også har fået litteraturprisen (1965), var heldigvis hos boghandleren i Thorshavn, så mens jeg begav mig fra Færøerne til Island og afsluttede min islandske roman, begyndte jeg læsningen af Det gode håb. Og jeg skal da love for at det var på tværs når jeg måtte slippe denne færøske spænding og intensitet for at passe arbejdet i Island.

Det gode håb foregår 1669-70 i Gabelstidens Færøerne. Den er en brevroman hvad der ikke umiddelbart fristede mig. Havde det ikke været for erindringen om Heinesens De fortabte spillemænd, havde jeg måske ikke købt den. Jeg skulle også først vænne mig til sproget som er et konstrueret, men dog troværdigt 1600-tals dansk. Heldigvis gør den næsten moderne stavning bogen nem at læse på trods af de mange forunderlige udtryk Heinesen nok selv har fundet på. Ja, mere end det: flere gange på hver side er der uforglemmelige, festlige, poetiske vendinger – man snyder sig selv hvis man læser for hurtigt. Hvad det er svært ikke at gøre. 

Hovedpersonen forvist til Færøerne

Hovedpersonen, den fordrukne og lidt for hidsige, men intelligente, engagerede og samvittighedsfulde præst Peder Børresen, er på det nærmeste blevet forvist til Færøerne for at være præst i Thorshavn. I Havnen som byen kaldes, holder både øernes usleste bærme og embedsværket til. Forholdene er oprivende. Christopher Gabel, Frederik d. III’s rentemester, har af kongen ’fået’ Færøerne som len, og hans udstationerede repræsentant, landfogeden Diderik Hindschou, har næsten total magt over folket som han mishandler og udplyndrer gennem sine håndlangere, især den græsselige kommandant. Hårdest går det ud over de fattige som ikke engang øens hæderlige folk respekterer, dét gør kun vores hovedperson.

Bogen er ét langt brev som Peder Børresen påbegynder allerede om bord på det skib han ankommer med. Brevet er henvendt til hans nære ven og sjælesøger i Norge, Jonas, en sognepræst hos hvem han har været kapellan og til hvem han har fuld tillid. I begyndelsen regner Børresen med at kunne sende breve løbende, men han erfarer hurtigt at det er umuligt. Alt censureres: kan noget skade Gabels-regimet, kommer det ikke af sted. Brevet skrives ofte med bare få dage imellem, andre gange efter længere pauser hvor Børresen må støtte sig til den dagbog han også fører, for at sikre fortællingens nøjagtighed. Men det er ikke en selvcentreret dagbogsroman da der er en modtager, Jonas. Det former romanen, og samtidig øges spændingen ved at fortælleren ikke selv ved hvordan det hele vil forløbe. Læseren deler spænding, forargelse, glæde, nederlag og sejre med fortælleren.

Uretfærdigheder, mismod og håb

Det går vildt til på øerne (hvis natur også spiller en stor rolle), især i Havnen. Trods sin  bevidsthed om egne fejl og svagheder har Peder Børresen kort efter sin ankomst svoret overfor Gud at ville gøre alt for at bekæmpe uretfærdighederne. Han svinger mellem at ville give op når overmagten er for stor og han selv for svag, og så sit løfte om at holde ud. Han holdes oppe af håbet fra sit stærke gudsforhold – og af sin formidable evne til altid at komme i tanke om lige dét sted fra Bibelen der kan give ham håbet tilbage når det er ved at svigte. Genuin luthersk kristendom bærer ham. I øvrigt også når han prøver at bekæmpe den groteske overtro der hærger øerne, selv hos flere af hans embedsbrødre hvor også ukristeligt hykleri udstilles. ”En bog om Herrens tugt og trøst” skrev jeg i den engang jeg gav den til en ven, en der både fortjente og trængte til trøsten – og til håbet om at det gode, retfærdighed og barmhjertighed får det sidste ord.

Men selv hvis man har et sidelæns eller ligefrem afvisende forhold til kristendommen, bør man læse den. Muligvis vil man kalde alt det man indigneres og begejstres over, for humanisme. På den måde går man ganske vist glip af en del af romanens kraft og fryd, men pyt nu. Selv nøjsommere sjæle vil få frydefulde læsestunder her. Og nok også både trøst og håb. Det er jeg vis på.   

Læs om Margrete Auken her.