Lilian Munk Rösing – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Lilian Munk Rösing

Zorn und Zeit - af Peter Sloterdijk, Suhrkamp 2006

Anmeldt af lektor og litteraturkritiker Lilian Munk Rösing

I begyndelsen var vreden

En bog, der har betydet meget for mig de seneste år, både fagligt og eksistentielt, er den tyske filosof Peter Sloterdijks Zorn und Zeit (Vreden og tiden). Lige så dybt uenig jeg er med Sloterdijk, lige så voldsomt inspireret er jeg af ham.

Sloterdijks ambition er at rehabilitere vreden som en primær og kreativ drivkraft i mennesket. Det gør han i en tekst, som er aldeles monomanisk og dermed bærer af den raseriets kreative kraft, som han propagerer for. Sloterdijks egen vrede driver en filosofisk prosa, som er en fryd at læse og ikke har set sin lige siden Nietzsche.

"Hans projekt er intet mindre end at skrive en slags raseriets økonomihistorie, idet han anskuer raseriet som menneskets store og medfødte kapital, som vi i vor kultur har forvaltet skidt."

Lilian Munk Rösing

Sloterdijk indleder sin bog med at pege på ordet ”vrede” som det første ord i en af vor kulturs store grundtekster, Homers Iliaden: ”Vreden gudinde besyng …” Denne vrede, som for de gamle grækere var en guddommelig indgydelse, der fortjente at blive besunget, har vi ifølge Sloterdijk glemt. Hans projekt er intet mindre end at skrive en slags raseriets økonomihistorie, idet han anskuer raseriet som menneskets store og medfødte kapital, som vi i vor kultur har forvaltet skidt.

Kristendommens raseribank

Sloterdijk forfølger to dominerende vesterlandske raserihistorier: kristendommens og kommunismens. Kristendommen anskuer han som en slags raseribank: den fik folk til at deponere deres vrede i forestillingen om den yderste dag, hvor retfærdigheden skulle ske fyldest. I stedet for selv at rase satte folk deres lid til, at Gud i sidste ende skulle komme og rase for dem. Da kommunismen så trådte ind på historiens scene, gjorde den ifølge Sloterdijk det, at den begyndte at bruge løs af den gennem kristendommen opsparede vredeskapital. I stedet for godtgørelse ved tidernes ende krævede den godtgørelse her og nu.

Hvad enten vreden opspares i kristendommen eller spenderes af kommunismen, er den for Sloterdijk et forfaldsfænomen i forhold til den antikke vrede. Den er offerets vrede, dér hvor den antikke vrede var heltens. Offerets vrede er det, som Nietzsche i Moralens genealogi kalder ”ressentiment” (nag) og anskuer som en ”slavemoralsk” affekt. Sloterdijk tilslutter sig til fulde Nietzsches ressentiment-kritik, ikke mindst med sin titel på bogens konklusion: ”Hinsides ressentimentet”.

"Kærlighed uden vrede er sentimentalitet, og sex uden aggression er kedelig sex."

Lilian Munk Rösing

”De store bebrejdelsesbevægelsers tid er forbi”, skriver Sloterdijk, og med ”de store bebrejdelsesbevægelser” mener han de bevægelser, der med ressentimentet som drivkraft angriber deres undertrykkere: Feminismen, postkolonialismen, queer-bevægelsen etc.  Men er de ikke udtryk for en retfærdig politisk vrede? Det kan man selvfølgelig mene. Man kan også mene, at denne form for vrede i den vestlige kultur i dag har udartet til en identitetspolitisk harme, der overtager den ekskluderende tankegang, som den vil bekæmpe: Det gælder om at identificere sig med et ”os” (lesbiske, mænd, unge, sorte, barnløse, danskere, whatever), som undertrykkes af ”de andre”.

Ud over i ”bebrejdelsesbevægelserne” finder vreden for Sloterdijk i dag afløb to andre steder: i fundamentalisme og vandalisme. I terror, der påberåber sig religionen, eller i det rene hærværk (bilafbrændinger etc.), som ikke påberåber sig noget som helst. Stillet over for disse måder at konsumere raseriet på begynder Sloterdijk at tale helt pænt om kristendommen og kommunismen, som han betragter som mere kreative, mere nyskabende end den regressive fundamentalisme og den rent destruktive vandalisme. 

Den erotiske kærlighed

Vredens største fjende er for Sloterdijk den erotiske kærlighed. Han sætter sit begreb om ”thymos” (menneskets raseriorgan) over for begrebet ”eros”, som han anklager Freud for at ophæve til den primære drivkraft. Hvis vi har glemt vreden, er det altså ikke bare fordi den har udartet sig til forfaldsfænomener som ressentiment, fundamentalisme og hærværk, men også fordi man har villet bilde os ind, at eros er vores primære drivkraft. 

I sin modstilling af vreden og kærligheden går Sloterdijk for mig at se helt galt i byen. Hvad enten kærligheden forstås med eller uden sex, er vreden ikke dens modsætning. Kærlighed uden vrede er sentimentalitet, og sex uden aggression er kedelig sex. Ligesom vrede uden kærlighed er trods.

Men hvorfor er det så, jeg alligevel er så vild med Sloterdijks bog? Han foragter og tilsviner stort set alt, hvad jeg sætter højt: Freud, Lacan, Derrida, kærlighed, sex. Når han tegner konturerne af det menneske, der i dag kunne tænkes at leve op til hans thymotiske fordring, kommer vi i betænkelig nærhed af et ideal, jeg absolut ikke bryder mig om: det driftige, selvhævdende individ i den borgerlige tidsalder. (Var der nogen, der sagde assertionskursus?)

Et påtrængende spørgsmål

At Sloterdijk efter min mening tager så gruelig fejl, ændrer imidlertid ikke ved, at hans bog præcist og kraftfuldt stiller et påtrængende spørgsmål med rige perspektiver for både kunsten, politikken og eksistensen.

Hvad skal vi stille op med vreden? Skal vi bruge den til at hævde vores identitet i stadig mere specifikke subkulturer (handicappede kulturkristne lesbiske etc.)? Skal vi eksplodere spektakulært og meningsløst i den rene vandalisme, så mediestrømmen forsynes med en passende mængde billeder af vrede provokatører? Skal vi blive bitre og forurettede (som visse minoritetsforkæmpere, men også som fremmedfjendtlige populister)? At overhovedet stille disse spørgsmål kræver en stemme, der har evnen til at lade sig gribe af den vrede, der skærer tanken skarp og får sproget til at svulme i præcision. En sådan stemme finder man hos Sloterdijk.