Kenn Hansen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Kenn Hansen

Hvordan motiverer ost?

Tidligere fodbolddommer, alumne og cand.mag. i retorik, Kenn Hansen, anbefaler bestselleren Hvem har flyttet min ost?

Jeg vil gerne anbefale en bog, som ikke ligefrem er en lille, skjult skat. Amazon.com påstår faktisk, at det er deres mest solgte bog nogensinde, og ifølge Wikipedia har den solgt mere end 26 mio. eksemplarer og er oversat til 37 sprog. Det lader altså til, at andre bøger end Fifty Shades of Grey kan behandle noget helt grundlæggende, som alle gerne vil læse om.

Bogen hedder Hvem har flyttet min ost? (1998) og er skrevet af børnebogsforfatteren Spencer Johnson, der har grader i psykologi og medicin. Bogen er kort og samtidig helt exceptionel relevant for alle, der har, eller prøver at få, et arbejde. Især universitetskandidater, vil jeg mene. Men det vender jeg tilbage til senere. Først vil jeg lige fortælle ganske kort om handlingen – det er nemlig hurtigt overstået.

Ost i en labyrint

Bogen handler om fire mus, der lever i en labyrint, hvor de leder efter ost. De to af musene er sådan… klassiske mus. Snif og Smut. De to andre er mere menneskeagtige. Hr. Hæm og Hr. Ha.

Ja OK, det lyder ikke som en giga-bestseller, men enkeltheden i bogen er netop dens styrke. De fire karakterer er arketyper. Snif er særdeles forandringsparat, og Smut er virkelig arbejdsom. De små mus har ’løbesko’ på, kan vi læse. De menneskelige mus er derimod mere magelige og skifter hurtigt til små hjemmesko, når de har fundet deres ost (lyder det ikke kært?). En dag løber Ostestation O tør for ost, og Snif og Smut iler straks videre for at finde ny ost, mens Hr. Hæm og Hr. Ha bliver i den tomme ostestation, lammet af frygt for den nye situation.

Vi har altså at gøre med en fabel. En genre, der i min verden primært er forbeholdt små børn. Handlingen er en allegori (hvilket ret beset bare er én lang metafor) for livet. Læseren kan selv erstatte ordet ost med sine egne udfordringer. Måske er det ændringer i arbejdslivet, kærlighedslivet eller noget helt tredje. De fire mus rummer på meget klar vis forskellige karaktertræk, som vi tydeligt kan genkende hos os selv og hos andre i en omskiftelig virkelighed.

Hvad kan vi bruge den til?

Hvem har flyttet min ost? bliver flittigt uddelt af erhvervsledere og konsulenter, som skal skabe forandringer. Jeg kender ingen, som har læst bogen uden efterfølgende at føle fornyet energi og entusiasme i livets snørklede gange. De små mus og deres osteeventyr er på besynderlig vis meget motiverende. Da jeg læste bogen første gang, var min umiddelbare indskydelse faktisk, at den burde uddeles i kandidatgave til alle, der afleverer speciale på Københavns Universitet.

I mine fem-seks (… syv) år på Det Humanistiske Fakultet nåede jeg at møde mange fantastisk kloge mennesker. Desværre har ikke alle de kloge mennesker efterfølgende været i stand til at omsætte deres store viden til reel værdi for en virksomhed. Jeg ser i dén grad det humanistiske felt som et område, der skal huske at beholde løbeskoene på. En ikke ubetydelig del af de humanistiske kandidater tager cyklen hjem fra deres sidste undervisning for så at vente på, at en virksomhed ringer og efterspørger deres højt specialiserede kvalifikationer inden for kønsstudier, eskimologi eller det populære litteraturvidenskab. Deres ekstralagerede ost.

Smør(ost) for tykt på
Vi bør altså møde forandring med et åbent og proaktivt sind. Det slår bogen fast med 7-tommers ostepinde. Men forfatteren kunne uden problemer have sparet halvdelen af bogen væk. Kun 54 af bogens 104 letlæselige sider er nemlig selve muse-fablen. Resten er en rammefortællende indpakning, som på meget anstrengende vis tvinger pointen ned i halsen på os. På vanlig amerikansk facon er der meta-fyld, som skal sikre, at vi forstår, at det handler om LIVET, og IKKE ost. Rammefortællingen handler om en gruppe tidligere studerende, som mødes til en reunion. Nogle af dem er som Snif. Andre som Smut. Og selvfølgelig er der også karakterer, som passer perfekt til Hr. Hæm og Hr. Ha. Og de selvreflekterer belejligt sammen med læseren, så vi forstår, at der er noget af karaktererne i os alle. Bogen havde fungeret meget fint uden rammefortællingens ulidelige tydelighed.

Det ændrer dog ikke på, at min varmeste anbefaling går til Hvem har flyttet min ost? Spar dig selv for indledningen og afslutningen, og læs blot kernehistorien om musene. Og når du har læst den, skal du give den videre, som jeg har gjort nu. Bogen er et pyramidespil af inspiration, der muligvis kan ændre verden. I små museskridt.