Jonas Christoffersen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Jonas Christoffersen

Forstå racismen

Alumne, dr. jur. og direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen anbefaler Harper Lees Dræb ikke en sangfugl (1960) og Sæt en vagtpost ud (2015).

En af nyere amerikansk litteraturs allerstørste værker er Harper Lees debutroman, Dræb ikke en sangfugl, der udkom i 1960. Bogen blev filmatiseret med Gregory Peck i hovedrollen, og filmen vandt en Oscar i 1962. Udgivelsen sikrede Harper Lee berømmelse og utallige udmærkelser – herunder en af de højeste civile udmærkelser, nemlig The Presidential Medal of Freedom. Det niveau opnår man ikke kun som god forfatter. Det opnår man, fordi emnet fænger læseren og indfanger tiden.

Dræb ikke en sangfugl handler om racismen i de amerikanske sydstater. Fortællingen er enkel: Et barn bevidner racismen fra første parket i hverdagen, ikke mindst da faderen, som er advokat, påtager sig forsvaret for en sort indbygger. Plottet er på en måde ulideligt naivt, fordi faderen er en helt, der gør alting rigtigt. Han indtager de rigtige synspunkter og sætter fingeren på det onde. Men bogen er så velskreven, og den litterære kvalitet så stor i beskrivelsen af barnets perspektiv, at det løfter fortællingen til usete højder.

Den rigtige debutroman viser flere nuancer
Men, men, men. Racismen har en anden side, som omverden først sidste år fandt ud af, at Harper Lee har blik for. I mange år udgav hun intet ud over Dræb ikke en sangfugl; først i 2015 så hendes anden udgivelse endelig dagens lys. Det er romanen Sæt en vagtpost ud, som i virkeligheden er skrevet før Dræb ikke en sangfugl både blev skrevet og udgivet. ”Vagtpost” blev nemlig afvist af forlaget, hvorefter Harper Lee lagde manuskriptet til side og skrev ”Sangfugl”. Så det var altså først i 2015, at den snart 90-årige og alderssvækkede Harper Lee udgav sit først skrevne værk.

I ”Vagtpost” ser vi ikke verden ud fra barnets perspektiv. Perspektivet er den unge collegestuderendes, idet hun rejser tilbage til sin hjemstavn og dermed ser det hele udefra. Dobbelttydighederne træder frem. Faderens heltestatus krakelerer. Og alt bliver mere flydende og mindre rent end i barnets perspektiv. ”Vagtpost” er derfor efter min opfattelse en meget bedre bog end ”Sangfugl”.

Men det mest tankevækkende er, at én af Harper Lees hovedpointer i ”Vagtpost” er, at sydstatens indbyggere ikke er onde, bare fordi de er racister. De udviser måske heller ikke modstand mod udefrakommende forandringer, fordi de ønsker at holde fast i racismen. De reagerer også, fordi de gerne vil være i fred. De har ikke tillid til den centrale regering i Washington. De vil være i fred. De vil selv bestemme over deres udvikling. Når faderskikkelsen i ”Sangfugl” kan gøre det rigtige og forsvare den sorte, men i ”Vagtpost” kan gøre det forkerte og deltage i racismen, hvordan skal vi så forstå det?

Nøgler til splittelse mellem land og by
Hvordan skal vi forstå racismen i dag? Hvordan skal vi forstå modstanden mod eliten? Hvordan skal vi forstå nationalismen mod globaliseringen? Hvis Harper Lee havde udgivet ”Vagtpost” med et nuanceret blik på sydstaternes racisme, havde det næppe regnet ned over hende med hædersbevisninger. Dertil er bogen ikke renfærdig nok. Men hvis vi i dag læser ”Sangfugl” og ”Vagtpost” i en sammenhæng, får vi måske en bedre forståelse for verden. Det politiske år 2015 bød på mange overraskelser. Men måske resultatet af folketingsvalget og folkeafstemningen om EU ikke var kommen som lige så store overraskelser, hvis vi havde forstået, hvad der rører sig i de dele af samfundet, der nærer mistillid til eliten i København og Bruxelles? Måske vi havde forstået mere af det, hvis vi havde haft begge Harper Lees mesterværker mellem fingrene for mange år siden.