Jakob Skovgaard-Petersen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Jakob Skovgaard-Petersen

Orhan Pamuk: The Museum of Innocence (2009) 

Anmeldt af professor Jakob Skovgaard-Petersen.

Ikke så få forfattere har efter deres død fået indrettet deres hjem til museum. Læsere, der finder frem til dem, kan se Balzacs, Hugos eller George Sands fine gamle stuer og have og få et indtryk af deres daglige liv og arbejdsproces. Mere usædvanligt må det være at besøge et museum for det liv, der har fundet sted i en bog. Ikke en theme-park, men netop et museum dedikeret til livet, som det fandt sted i en bog. Helt præcist syv år og ti måneder, fra den 23. oktober 1976 til den 26. august 1984. Mere intenst, end det lyder. Særligt når man betænker, at det er en minutiøs beskrivelse af hverdagsaftener, med middagsmad, kaffe og fjernsyn.

Museet ligger i Istanbul og åbnede i år. Det er blevet til sammen med bogen, som også bærer titlen Uskyldighedens Museum. Forfatteren Orhan Pamuk har arbejdet med begge ting samtidigt og indkøbt alle de ting, han nævner i romanen. Også indsamlingen og forberedelsen af museet er indskrevet, og både forfatter og fortæller (som til sidst bliver Pamuk selv) har været besøg i hundredvis af verdens små museer. Det, de søger at indfange, er nemlig ikke genstandene, men det liv der er levet med og bag dem. Det er ikke et raritetskabinet for det ekstraordinære, men en systematisk samling af det nære og ordinære. Et helt kapitel er f.eks. viet til de duge, som familien havde liggende på fjernsysnapparatet. Alt sammen ting, som hovedpersonen Kemal stjæler igen og igen gennem årene, og som hans fjerne familie stiltiende lader ham tage.

"mere usædvanligt må det være at besøge et museum for det liv, der har fundet sted i en bog.

Jakob Skovgaard-Petersen

Kemal, arving til et velrenommeret og ikke alt for krævende familiefirma, er vokset op som en attraktiv og charmerende mand og har med den smukke Sibel fundet en fin livsledsagerske og et godt parti. Da de gifter sig, er det imidlertid allerede ruiner. Kemal har kort forinden i en taskebutik mødt sin helt unge, fjerne kusine Füsun, som han har indledt et forhold til. Første del af bogen handler om deres affære, hvor Kemal fuldstændigt må overgive sig til Füsuns sensualitet og sødme. Det er afgørende at forstå, hvor dragende hun er; for sidenhen skal læseren være rede til at acceptere den lange og smertefulde sociale og personlige deroute, som man skal gennemleve sammen med Kemal. For så i sidste del af bogen at finde sig til rette med Kemal som husven hos Füsuns forældre, hvor kan kommer hver eneste aften for at indånde sin elskede – der nu er frustreret og ulykkeligt gift, men stadig lige dejlig – og afskrælle ikke bare hende, men hele hendes hus for små daglige trofæer.

Kan man virkelig kalde en så fetichistisk og monoman samling for et uskyldighedens museum? Ja, til trods for at alle i huset tænker mere, end de siger, er deres stille samarbejde måske nok udtryk for en uskyld. Lidenskaben kanaliseret ind i familien på den måde, man i det miljø og på den tid måtte gøre det i Istanbul. Man det er ikke bare en tribut til en elsket; som andre museer og romaner slås den mere for at fremstille livet som det var, ja med tiden selv. Monotoni, ure der falder i slag, suk, de samme gamle bemærkninger til kaffen, til bestemte studieværter, tegn til opbrud. Tiden som vaner. For Kemal er det livet selv, i hjemligt selskab med Füsun, som om de var gift. Hverken bogen eller museet er altså et forsøg på at spore den tabte tid. Det gode museum, forklarer Kemal Pamuk til sidst, er til for at tabe enhver fornemmelse for tid. Et længere kapitel handler om stueure.

Mange af bogens kapitler er nemlig om ting. Hverdagsting, som de indgår i vore liv, uden at vi tænker på dem. Kemal har en lidenskab for biografbilletter, sodavand, tyggegummi. Han er en observant forbruger; hans optagethed af mærkevarer er på en gang nostalgisk og socialt analytisk, for i virkeligheden er de mere meditationsobjekter, ting der kan føre ham til Füsun. Når man kommer ind i museet i dag er det første, man møder, 4213 cigaretskod, som Füsuns vidunderligt svungne læber har berørt.

"Kan man virkelig kalde en så fetichistisk og monoman samling for et uskyldighedens museum? Ja, til trods for at alle i huset tænker mere, end de siger, er deres stille samarbejde måske nok udtryk for en uskyld.

Jakob Skovgaard-Petersen

En sommer drager Kemal, Füsun og Feridun, hendes ynkelige filminstruktør af en mand, rundt til alle byens nedslidte biografer og ser alle de tyrkiske slamfilm, som kan opdrives. Denne biografkultur, og de film den gav plads til, er i dag lige så uddød som det sort-hvide fjernsyn i familiens stue. Men her er den registreret, og registreret med alle sanser, samidigt med at den giver anledning til tanker om synet, om offentlige normer for kærlighed og anstændighed, og om Tyrkiets indædte kamp for modernitet.

Som bogens fortæller fortaber Kemal sig somme tider i længere digressioner om sin bys, sin tids og sin klasses skiftende normer, som ikke alle læsere vil finde uskyldige, men som mange vil finde så imponerende præcise, at de er læseværdige.

Bogens tid er også vores tid. Jeg var tretten i 1976, og sad også hjemme de fleste aftener. Otte år senere var jeg ikke så meget hjemme om aftenen. I august 1984 var jeg vist endda i Istanbul og kan svagt huske de tyrkiske substitutter for vestlige mærker, begejstringen for TV-serien Dallas, og avisernes tryksværtede billeder af nøgne piger med brystvorterne dækket af stjerner. Det er den massekultur, bogen er placeret i, og jeg ville ønske, at der fandtes lignende romaner fra Cairo, Damaskus og Beirut, de byer jeg senere bosatte mig i og stadig arbejder med. Mens Pamuk arbejdede med museet og romanen udgav han også ”Istanbul”, en form for litterær-social- og kulturhistorisk fremstilling af byen i det 20.århundrede, vævet sammen med hans egen familie, og med samme interesse for den massekultur og de små dagligdags ting, som vi alle lever i og glemmer. Ved hjælp af Füsun og en af de mest passionerede moderne kærlighedsromaner træder det hele pludseligt og overraskende frem igen og gives mening.