Henrik Marstal – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Henrik Marstal

Simon Reynolds: Retromania: Pop Culture's Addiction to Its Own Past

Anmeldt af Henrik Marstal - ph.d., musiker og lektor på Rymtisk Musikkonservatorium

I 1960’erne begyndte mange klassiske komponister at bruge musikalske citater i deres værker – eller med andre ord; de genbrugte små bidder af ældre 'musikalske materialer'. Det samme skete i den fremstormende rock, folk og pop i samme årti. Dog koncentrerede forskere i musikvidenskab sig dengang kun om materialegenbruget inden for den klassiske musik, og vi skal helt frem til omkring 1980, før populærmusikken blev genstand for forskning. Men man startede ikke med at undersøge, hvordan populærmusik citerer tidligere værker, her skal vi næsten op i vores samtid.

Den engelske musikjournalist Simon Reynolds bog Retromania fra 2011 handler om netop populærmusikkens brug af musikalske citater. I bogen – der ifølge den tyske avis Die Zeit var den mest diskuterede musikbog det år – hævder Reynolds, at populærmusikken har været bemærkelsesværdigt fattig på nye trends og udviklinger gennem de seneste tre årtier. Han stiller det stilfærdige, men rimelige spørgsmål: Hvordan kan det være, at den populærkultur, som indtil først i 1980'erne var i så rivende udvikling, efterhånden begyndte at stoppe op, opgive den nyskabende attitude og se sig mere og mere tilbage, i stedet for at se fremad, opdyrke ikke tidligere hørte klange og udvikle ikke alene sang- og albumformatet, men også konstant udvide repertoiret af muligheder?

Især siden computerens fremkomst i musikproduktionen omkring 1990 har den teknologiske udvikling inden for populærmusik muliggjort såvel nye udtryksformer som nye arbejdsmetoder, og i dag er næsten alt muligt – og tilladt. Hvorfor er der så ikke i disse år flere nye kunstneriske gennembrud med musik, der adskiller sig markant fra de foregående årtier? Eller er det måske netop manglen på begrænsninger, der frembringer de apatiske tilbageblik til fortidens bedrifter?

Reynolds har en pointe. For er populærkulturen i disse år ved at genbruge sig til døde i sin endeløse strøm af nye artister, som stilistisk genskaber en udvalgt og nøje afgrænset fortid? Samtidig med, at ældre bands gendannes i hobetal og utallige compilations med både store og mindre navne konstant udgives. Hertil kommer den store brug af samplinger og mash-ups, og også den omsiggribende vinylfetishisme, der efter Reynolds opfattelse kan siges at tælle med.

Et enkelt eksempel: Ifølge Reynolds skabte koncertagenter i løbet af 00'erne hype omkring den særlige koncerttype, hvor et for længst etableret artist fremfører et ældre album i sin fulde længde. I bogen fortæller medlemmer af det amerikanske støjrockband Sonic Youth om, hvordan det var muligt for dem at tjene tre gange så meget på at turnere med en fremførelse af deres på det tidspunkt tyve år gamle gennembrudsalbum Daydream Nation, i forhold en turné i kølvandet på gruppens seneste album, som bandet netop havde gennemført.

Retromania stiller nogle virkelig tankevækkende spørgsmål til vores musikkulturelle samtid – og nære fremtid. At Reynolds opfattelse af materiale som noget, der konstant bør udvikle sig fremad, er dog en lidt problematisk grundtanke, som store dele af musikvidenskaben for længst har gjort op med. Blandt andet derfor har Reynolds mødt massiv kritik af sine tanker om det musikalske materiales status i populærmusikken i dag. Men ikke desto mindre er bogen værd at læse. Hvis man ellers er med på at tilgive forfatteren, at han skal bruge mange sider på hele tiden at fortælle, hvad han ved om populærmusik, i stedet for at gå til sagen.

Og så er bogen så velskrevet og underholdende, at det er en nydelse. I min egen duo marstal:lidell, som netop er debuteret med albummet d.i.t., har vi arbejdet med at anvende allerede eksisterende tekstbidder, fragmenter af samtaler, graffiti og så videre i vores tekster. Derfor brugte vi også en hel del løsrevne citater fra bogen, som jeg havde skrevet ned, hver gang jeg fandt noget, der var særligt billedskabende eller smukt. Det betød, at vores tekster kom til at indeholde linjer som:

There are no ghosts in this machinery for creating love
Small alteration rather than completely original designs
Purity, innocence, a primal rawness and wordiness
Futher into the future, deeper into the past
This paradise of style and perfection

Vi skrev til Reynolds og spurgte, om vi måtte bruge disse tekstlinjer til at lave helt nye sange, som vi lovede så vidt muligt ville pege fremad mod nye, musikalske horisonter i stedet tilbage i tiden. Det måtte vi gerne, svarede han – han havde faktisk aldrig hørt noget lignende. Også af den årsag tager jeg jævnligt Retromania frem og bladrer i den. Helt færdig med den bliver jeg ikke foreløbig.