Henrik Dahl – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Henrik Dahl

Verdensmestre af Nikolaj Zeuthen, Samleren 2010

Anmeldt af sociolog og forfatter Henrik Dahl

Musik, digte, romaner, tegneserier og videnskab. Man kunne forestille sig, Nikolaj Zeuthen var mere end én person, men så vidt vides er han the one and only. 33 år gammel, ph. d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Sanger og sangskriver i Skammens Vogn (jeg elsker Psykolog fra albummet Bilerne kører). Tegner og forfatter til Hvad synes du om dansk litteratur?, der netop er blevet præmieret af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg. Forfatter til digtsamlingen Oliebål, hvor jeg er særligt begejstret for ”filmreferatet”, der blandt andet skildrer en videnskabelig konference: Der filmes på publikum – omkring fjorten mennesker sidder spredt i et lavloftet klasseværelse. To damer sidder meget uroligt på deres stole. En ældre mand sover i en forvredet stilling.

Den kreative (middel)klasse 

Nu er romanen Verdensmestre så udkommet (i september ’10), og man spørger sig selv, om det bliver en opera eller en spillefilm i 2011. Det vil tiden vise.

"Verdensmestre er uhyre morsom og jeg oplever den som et portræt, der tager forældre, der er omkring femten år yngre end jeg selv, lige på kornet. "

Henrik Dahl

Hovedpersonen i romanen er en art dobbeltvæsen: det unge par Rune og Anna, der mødes i gymnasiet, bliver kærester, har meningsløse job for at finansiere rejser til den anden ende af jorden, tager en uddannelse og på et tidspunkt (jeg havde nær skrevet: ”til sidst”) i en alder af omkring tredive år beslutter sig for at blive forældre.

Som man kan se, er Rune og Anna så gennemsnitlige og almindelige inden for deres sociale gruppe - den kreativ (middel)klasse - at det efterhånden bliver morsomt at få det beskrevet uden antydningen af kommentar eller vurdering. Zeuthen fortrækker ikke en mine, mens han opregner deres fuldkommen almindelige og forudsigelige forsøg på at være specielle og rigtige, og morskaben vokser. Kan de ikke selv se, hvor typisk deres originalitet er? Og hvor håbløst hele det projekt, der går ud på at være perfekt, i bund og grund er?

Men det kan Rune og Anna ikke, og så går det galt. Emma, deres lille guldklump, er et helt almindeligt barn, der har sin egen vilje og kan være såvel en engel som en djævel.

Overtro og ammestuesnak 

De unge forældre tager deres ansvar dybt alvorligt. De tror, deres barn er et skrøbeligt væsen, der får mærker på sjælen af den mindste sindsbevægelse eller modgang, og udvikler sig til kværulerende monsterforældre.

Samtidig tror de hele tiden, der er noget galt, når Emma opfører sig normalt De konsulterer den ene autoritet efter den anden for at rette op på Emmas opførsel, og bebrejder uden ophør sig selv for, at hun er et normalt, selvstændigt menneske på et givet alderstrin.

Som kontrast til den lille hovedperson-familie møder vi undervejs Emmas ven Emil og hans flaky mor, der er tror på et sammensurium af halve, videnskabelige sandheder og alternativ videnskab og overtro og ammestuesnak og ikke tøver et sekund med at indvi alle i, hvad hun tænker. Rune og Anna morer sig og harmes og kan ikke se, de er mindst lige så tossede selv.

"Derfor glæder jeg mig til at følge hans forfatterskab, selvom jeg måske ikke tilhører målgruppen et hundrede procent."

Henrik Dahl

Emma får en lillebror, Ivan, og parforholdet knager i sammenføjningerne. Rune og Anna ser færre og færre venner. De overvejer skilsmisse og ser en pornofilm sammen for at sætte lidt gang i erotikken, men der er noget trist ved deres parforhold. Måske hjælper det at flytte på landet? Det forsøges også, men på landet er der tyndt befolket og mærkeligt, og udflytningen bringer heller ikke forholdet op på barnløshedens højder. Til sidst flytter den lille familie tilbage til byen. Klogere; det må man tro – men hvor kloge? Det er ikke godt at vide.

Verdensmestre er uhyre morsom og jeg oplever den som et portræt, der tager forældre, der er omkring femten år yngre end jeg selv, lige på kornet. Evigt aktive projektforældre, der gør mig dybt beskæmmet over alt det fjernsyn og alle de Happy Meals, mine egne tre piger er blevet udsat for. Men handler bogen om, at Rune og Anne har en frihed, de ikke kan forvalte, som det hedder i begyndelsen af romanen, eller er det noget andet, der er på færde? 

De veluddannede mellemlags mærkværdigheder

Selvom det er upassende at gå i rette med en forfatter, synes jeg snarere, Rune og Anna har det problem, at de tænker alting til pindebrænde. De tænker over deres bolig og deres barn og deres forældreskab og deres parforhold og andre mennesker i en grad, så der slet ikke kan opstå en accept af, at sådan er boligen/barnet/forældreskabet/kæresten/menneskeheden nu engang. De har en umoden idé om, at det måske ville være bedre at gøre noget andet, end de gør, eller være noget andet, end de er, der åbenbarer sig som en altomfattende usikkerhed og rastløshed under en ganske tynd fernis at skråsikkerhed.

Jeg ved ikke, om de problemer, Nikolaj Zeuthen skildrer, er så specifikke endda. I hvert fald kan jeg sagtens kende dem, selvom jeg er næsten tyve år ældre. Men måske skyldes det bare min egen umodenhed?

I hvert fald er Zeuthen en sand mester i at skildre de veluddannede mellemlags mærkværdigheder og svagheder, og det kan hverken gøres for tit eller for grundigt. Derfor glæder jeg mig til at følge hans forfatterskab, selvom jeg måske ikke tilhører målgruppen et hundrede procent.