Helle Brønnum Carlsen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Helle Brønnum Carlsen

En djævelsk udfordring

Alumne, ph.d., madskribent og lektor på UCC, Helle Brønnum Carlsen, anbefaler Michaíl Bulgákovs Mesteren og Margarita (1928-1940).

Som underviser på læreruddannelsen bliver jeg ofte spurgt om, hvordan man kan vide, hvad der er det rigtige at gøre, når man underviser. Mange vil søger den ’didaktiske sandhed’. Her plejer jeg at råde de studerende, der har mod på det, til at læse Michaíl Bulgákovs mesterlige Mesteren og Margarita. Romanen skildrer, hvordan mennesker forgæves forsøger at overvinde afmagt med en beherskelse, der blot fremstår som et fængsel. Trods denne noget dystre introduktion formår Mesteren og Margarita at skabe en forløsning gennem humor. En humor der ikke mindst udfoldes af en djævel med det mest nuancerede udtryk i skikkelse af Woland.

Romanen foregår i Moskva, og i det totalitære regime, som Sovjetunionen lægger navn til, defineres alt negativt. Men det er ikke blot en samfundskritik, Bulgákov fremfører – det er kritik af den absolutte negation. Det indledende kapitel er et godt eksempel; to bipersoner forsøger at forklare en fremmed gentleman (en af djævlens mange skikkelser, erfarer vi senere), at Gud på ingen måde eksisterer. I det øjeblik en åndelig verden totalt fornægtes, og systemets såkaldte sandhed er den eneste rigtige sandhed, bryder samfundsordenen sammen. Det er præcis, hvad der sker denne dag i Moskva, hvor ikke bare én men flere djævle gør deres entré. Woland er den mest fremtrædende af de mange djævle, der skaber stor ravage og vender alle faste sandheder på hovedet.

Romanens hovedpersoner er det hemmelige par Mesteren og Margarita, hvis kærlighed kommer på prøve – ikke mindst fordi den roman om Pontius Pilatus, som Mesteren skriver på, ikke finder anerkendelse blandt de systemtro litteraturkritikere. Dette bringer Mesteren på vanviddets rand, og han indlægges på en galeanstalt med mange andre systemkritiske personer. Margarita er den sande heltinde, der gennem en helt særlig alliance med Woland og hans kumpaner får straffet systemet i et inferno af ragnarok og karneval, inden hun atter kan forenes med sin Mester.

Djævelen kommer til at gøre godt
Alting har sin plads, og mennesket føler sig tryg ved at tro, det kontrollerer verden og sig selv. Hvis noget viser sig anderledes, er forklaringen netop, at det blot er en forkert forståelse; en ’massehypnose’, en illusion. Til at bryde denne blinde tro på oplysning og rationalitet er djævlen den bedste og ironisk nok dén, der kommer til at yde godt, til trods for han egentlig vil det onde. Eller vil han? Djævlens skikkelse er negationens mand, der sætter spørgsmålstegn ved det (værdi-)fri samfund. Ganske vist forstyrrer djævelen læserens overbevisninger, men han skaber (også negative) værdier – og gør dermed det modsatte af sin mission, nemlig godt. Bulgákovs djævel minder om Goethes Faust og om ungdomsbogsforfatteren Kenneth Bøgh Andersens djævle. Han er bestemt ikke den papfigur, kirken forsøger at gøre ham til: Djævelen Woland besidder på bedste gnostiske vis en skaberkraft, som han oven i købet fordeler på flere udseender.

Woland og hans følge bliver frihedens repræsentanter, der bryder fornuftens snærende rammer. Sandheden i datidens Sovjetunion skabes som fornægtelse af en ikke-materiel verden, hvor humoren kan være én af få metoder til at stille spørgsmålstegn ved systemet og dets absolutter. Det er netop, hvad Woland gør. På den måde bliver han en frihedssøgende oprører, der giver utopien lov til at være den opløftende afslutning uden for en rationel verdens selvtilstrækkelighed.

Som læser ender jeg med både at holde af og tage afstand til Woland. Han er den anklager, vores hang til oplysningstidens forsikring om, hvordan tingene er, har brug for.

The owls are not what they seem
Romanens kronologiske tid nedbrydes, da den ulasteligt klædte djævel med en vis distance siger: ”Ingen kan stille uret tilbage, sagde De? Det er sandt. Men vi kan da altid forsøge.” Tingene er ikke det, de giver sig ud for at være – en sætning, der siden postmodernismen, og ikke mindst Twin Peaks, har været gængs tale. Dén indsigt får i Bulgákovs roman en personlig og eksistentiel dybde, som jeg i mødet med Woland bliver stillet overfor. Kunstværket som det sted, hvorfra vi kan komme videre, bliver til kød og blod i Margaritas kærlighed til Mesteren. Menneskene fordømmes ikke af djævelen i hans mange skikkelser, de bliver blot udsat for rystelser. De eneste, der virkelig dømmes, er dem, der begår den største synd: fejhed. Man må ikke forråde sig selv.

Og dermed er svaret til de søgende studerende, der gerne vil vide, hvilket didaktisk standpunkt de skal antage: De skal finde sig selv i en mangfoldighed af teoretiske afsæt. Og så skal de være tro mod det, og ikke bare vælge at sige det, der lige nu er mantra og hurra-ord på den pædagogiske scene. Når ministerierne råber ”kompetencer!”, er det netop dér, vi har brug for at råbe ”dannelse!”. Når barnets selvansvar anprises, kan svaret være faste rammer. Som en anden Woland skal vi mennesker turde vende værdierne om – ikke i negationer, men i parallelle, ikke-lineære perspektiver. At begynde at turde se og sige det, lærte jeg selv først gennem læsningen af netop Mesteren og Margarita, og derfor er det for mig en af de mest betydningsfulde romaner.