Frans Gregersen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Frans Gregersen

Humaniora forført med en practical joke

Frans Gregersen, professor i dansk, anbefaler romanen Solar (2010) om en fysiker, der ikke har meget til overs for litteratur’videnskab’.

Da jeg fik opfordringen til at skrive om en bog tænkte jeg. Jeg læser jo ikke bøger, skriver dem knap nok, men det er ikke et image man vil have siddende på sig som professor i dansk så jeg myldrede ind i Politikens Boghal for at finde den seneste McEwan. Forfatteren er unægtelig i stjerneklassen med hensyn til priser og omtale og har dermed papir på at skrive fremragende. Hans imponerende roman Atonement (dansk oversættelse: Soning) er blevet filmatiseret. Han har skrevet bøger der bliver solgt i store oplag; kun nogle få af dem er krimiagtige og slet ingen er selvhjælpsbøger. Ergo må han være en fremragende litterat. Det har jeg nu også selv ment siden jeg læste hans første – betydelig mere weird – bøger.

Men jeg havde for travlt og fik derfor ikke i første omgang fat i den bog jeg troede jeg skulle læse: The Children Act. I stedet valgte jeg en bog – Solar – der på omslaget blev markedsført som ’savagely funny…’. Det burde have fået min alarm til at ringe. McEwan er ikke god til at være morsom. Bogen er heller ikke morsom, men den rummer andre perspektiver som gør den værd at omtale i Bogsalonen. Hvis man vil have et skarpt billede af tidsånden, kan man med fordel opsøge fremragende litteratur.

Nobelpristager og slidt sjuft

Det skarpe billede er da også klart nok i Solar (2010). Hvis man skal dømme efter den bog, er der ikke meget håb for hverken humaniora eller Michael Beard. Men hvem pokker er Michael Beard? Han er nobelpristager i fysik og vi møder ham som en træt berømthed der har været gift fire gange og haft utallige sidespring undervejs før han bliver bedraget af sin femte kone på en måde som får følger gennem hele bogen. Bogen er gennemført plotdrevet og ville sikkert fungere glimrende som forlæg for en Woody Allen-film, hvis Woody Allen kunne overtales til at holde op med at skrive sine egne manuskripter. Den har den samme livstrætte misantropi. Bogens berettigelse til at blive læst er således ikke dens litterære kvalitet, men dens formodede typiskhed.

En amatørprofessionel litterat

Solar (bemærk spillet på solar plexus, hvem mon bliver slået helt ud til sidst?) behandler blandt meget andet et emne der kan have interesse for humanioradebatten, nemlig fysikeres syn på humanister. Det gør den to steder, nemlig dels i et tilbageblik på hvor nemt det var for vores fysikskurk at forføre en skøn studine der specialiserede sig i Milton: Det var ’bare’:

”A third year literature student (…) gave him an hour on Milton, what to read, what to think. He read Comus and was astounded by its silliness. He read through Lycidas, Samson Agonistes and Il Penseroso – stilted and rather prissy in parts, he thought. He fared better with Paradise Lost and, like many before him, preferred Satan’s party to God’s.”

Derefter følger yderligere læsning og en forførerscene som er udmærket skrevet men også temmelig nem at forudse (resultatet af). Det interessante er hvad den indbildske unge fysiker konkluderer på basis af hvor nemt det tilsyneladende var at opsamle nok viden til at kunne virke klog på Milton: “he encountered nothing that could remotely be construed as an intellectual challenge”, altså i litteraturvidenskaben.

En fysiker kan på en uge blive god nok til litteraturvidenskab, men at gå den anden vej ville være en umulighed. Det står der, det mener Beard, og på den måde medvirker Ian McEwan med eller mod sin vilje til at fremstille humaniora (eller i hvert fald litteraturvidenskab som man skulle tro han vidste noget om rent professionelt) som andenrangs intellektuel virksomhed. Dagklar skarphed? Er det sådan de ser os? Er det sådan I fysikere der læser denne kommentar, ser os, eller?  

Fanger du ironien?

Der er naturligvis en vis ironi i at netop en humanistisk uddannet litterat forestiller sig at en senere nobelpristager i fysik ville have umådelig nemt ved at klare humaniora som en bibeskæftigelse. Men ironien risikerer at gå helt hen over hovedet på den med nobelpristagerskurken-som-helt identificerende læser. Hvis læseren ufrivilligt slår følge med Michael Beard gennem hele romanen, og han er fortællingens eneste omdrejnings- og synspunkt, får man altså gratis serveret og givetvis uskyldigt fortæret den despekt for humaniora som utvivlsomt trives hos visse fysikere. Måske findes den hos dem Ian McEwan har konsulteret for at blive klog på fysik. De krediteres i et efterskrift.

Men faktisk dementerer netop denne praksis at det kun går én vej (fra naturvidenskab til humaniora). Nu ved vi jo ikke hvor mange uger humanisten McEwan (han er uddannet i litteraturvidenskab) har brugt, men han har åbenbart erhvervet sig nok viden til at kunne skrive om fysik i Solar. Ha!, tænkte litteraten McEwan, jeg kan sgu’ da sagtens lære mig nok fysik til at skrive som om jeg kunne have vundet nobelprisen. At det ikke HELT er lykkedes vidner en fysikblog om hvor der påpeges en mindre dateringsfejl. Ellers bliver alt godkendt. Så måske er det en anden nobelpris der er i forfatterens tanker.

Den kvindelige konstruktivist-kollega

Den anden episode er mere interessant og fylder betydelig mere. Det drejer sig om debatten om kvinder i fysik. Beard siger ja til at være formand for et udvalg og får som medlem en parodi af (det er jo fordi vi ser hende gennem Beards fedtede briller, ikke?) en konstruktivist, professor Nancy Temple. Temples synspunkt er at videnskabelige begreber er konstrukter. Det fører Beard frem til følgende indre tankeudveksling:

”Beard had heard rumours that strange ideas were commonplace among the liberal arts departments. It was said that humanities students were routinely taught that science was just one more belief system, no more or less truthful than religion or astrology. He had always thought that this must be a slur against his colleagues on the arts side”

Men nu kommer han altså i tvivl: Mon alle humanister er løsgående rabiate konstruktivister? Løsgående og rabiate er de åbenbart, for det næste der sker i romanen er at Beard på en pressekonference svarer på et spørgsmål om hvordan man kan få flere kvinder i fysik ved at fremdrage adskillige studier som viser at kvinders og mænds hjerner er forskellige. Herfra konkluderer han at der sikkert er grænser for hvor mange kvinder der kommer ind i fysikfaget.

Er humaniora en videnskab?

Nancy Temple forlader med et brag kommissionen og Beard bliver efterfølgende hængt ud som skørtejæger og ender i tabloidpressen som ’nazi-professoren’ hvad der giver anledning til passager som sikkert skal læses som ætsende onde over for den britiske presse. De har nu snarere den virkning at pletrense den ellers konsistent smålurvede helt; han må jo være god nok når de er sådan efter ham. God er han nu slet ikke og hævnen indhenter ham på sidste side. Tilbage står den mistanke at humaniora slet ikke kan producere sand viden men kun kan relativere fysik og andre egentlige sciences. Det er ikke et hovedpunkt i bogen men kun en sidehandling og netop derfor så meget desto sværere at få øje for som diskutabelt.

Solar er vel værd at læse, ikke fordi den giver store litterære nydelser af den art McEwan har beredt sine læsere med Saturday, On Chesil Beach og det tidlige mesterværk The Child in Time, men netop fordi store forfattere både afspejler og spejler den tid de lever i, arbejder med og mod den. Her har McEwan ved at gøre sig selv klog på hvad fysikfolket mener om humaniora gjort mig klogere på hvad humanister er oppe imod. Det vidste jeg nu en hel del om i forvejen.

Nu glæder jeg mig til at læse McEwans nyeste bog hvor han sætter sig ind i hovedet på en kvindelig dommer; The Children Act (2014). Gad vide hvor lang tid det tog ham at læse jura?

Læs om anmelderen Frans Gregersen