Emilia van Hauen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Emilia van Hauen

Open (2010) af André Agassi

Anbefalet af Emilia van Hauen, cand.scient.soc. og alumne fra 2002.

Det er snart seks somre siden, jeg sad i skyggen under en andalusisk sol og lod familie være familie, for jeg havde travlt med at rejse rundt til alle verdens tennisturneringer i selskab med en mand, der ikke anede, hvem han var. I et af sine lavpunkter forsøgte han at gennemføre en kamp iført en af tilskuernes sko, der var numre for små. I højdepunkterne var fraværet af ægte glæde det mest dominerende. Det var en lang sommer, og alt hvad jeg selv havde haft med at læsestof var kværnet, så i lettere desperation kastede jeg mig over min tennisspillende svogers medbragte underholdning. I løbet af få sider var jeg forvandlet til en asocial cyborg, der havde groet et ekstra lem i skikkelse af bogen, som jeg havde med mig alle steder. Til alle tider. Og som jeg læste i i (næsten!) alle situationer.

Det store identitetsprojekt

André Agassis historie er historien om det moderne menneskes største konflikt: Hvem fanden er jeg? Og hvad er det lige, jeg gerne vil bidrage med? Vi lider mere og mere af udpræget identitetskvalme, og de sociale medier hjælper ikke på den tilstand. Selvbiografien Open er fra tiden før de sociale medier for alvor fik fat i den brede del af befolkningen, men Agassis status som ægte ’celebrity’ og hans beskrivelser af, hvordan han gang på gang føler sig fanget af det image, som han selv møjsommeligt har bygget op, er indsigter, som vi andre kan bruge i vores hverdag i dag. Denne imagekontrol, tabet heraf og ikke mindst tvangen til hele tiden at skulle være interessant og på overfor ’de andre’ er vilkår, som især mange unge kender til bevidstløshed. 

At bogen stadig efter seks år sidder i kroppen på mig skyldes, at Agassi ikke bare fortæller sin historie om hvordan han blev givet en identitet og et formål i livet af sin far, der er så målrettet på drengens vegne, at han får Anders Fogh-Rasmussen til at ligne Svampebob på en dårlig dag. Han får også mig til at forstå mig selv og mine (er de nu også mine?!) drømme bedre. Som tidligere bokser med uindfriede ambitioner lærer faderen sin søn at tæske modstanderen; at slå enhver serv så hårdt tilbage, at han ødelægger modstanderens spil og på den måde vinder. Ikke leg. Ikke glæde. Ren og skær vold. Strategien virker: Agassi vinder nærmest alt, hvad der er at vinde i løbet af sin karriere – men han taber hele tiden sig selv, fordi han simpelthen aldrig kan mærke, hvem han er, hvad han vil, og hvad der giver mening. Først da han møder sin kone, Steffi Graf, er det som om, der kommer hul på den André, han selv ønsker at være.

”Jeg hader tennis!”

For det viser sig, at også Steffi Graf hader tennis. Også hun har en far, der har taget det fulde ejerskab over hendes krop, hendes ønsker, hendes identitet og hendes sjæl. For første gang oplever han, hvordan hans udbrud om, at han hader tennis, bliver mødt. Med ordene: Gør alle ikke det? Indtil da har ingen, absolut ingen, taget ham alvorligt, for ”ja, lige nu gør du måske, men næste gang vinder du, og så elsker du det igen!” Men André Agassi hader tennis. Og har altid hadet tennis. Det er dette had, der er så uforståeligt og så medmenneskeligt og skaber den fantastiske spændvidde i bogen, der gør den til et af de seneste års bedste bøger om det moderne menneskes identitet og indre konflikter. 

Selvfølgelig er der en overflod af bolde i bogen, men alligevel handler den faktisk ikke rigtig om tennis. Det er en afsindig velskrevet bog om vores tid og vores drømme og vores håbløse fantasier om, hvad der er succes, og hvordan vi skal orkestrere vores liv, så vi for altid har en fast og sikker plads i fællesskabet. Bortset fra at disse drømme jo er bygget på løgne, som vi i mindre målestok og nok i andre former, vil kunne genkende hos os selv. Og så gør det ikke bogen mindre vedkommende, at han er så åben, som han er. Også fordi den trods alt tilfredsstiller en vis nyfigen interesse for, hvordan det egentlig er at være en topstjernespiller. Derigennem tager han også fat i mange af de tabuer, der findes om et officielt vinderlivs bagside. Ja ja, vi ved det jo godt; naturligvis er sådan et liv ikke lutter lagkage på trods af priser og penge, men det er nu alligevel fascinerende at blive så generøst inviteret indenfor i de tanker og følelser (især det om hadet til sin egen sport), der rører sig i både André Agassi og – viser lidt research – mange af hans sportskolleger på topplan. Det er eneste sted hvor jeg faldt af, er i forfatterens beskrivelse af sit forhold til og senere ægteskab med Brooke Shields; her er han unødvendig fordømmende, og det skæmmer en ellers næsten perfekt serv af en selvbiografi.

Læs mere om Emilia van Hauen