Dorte Fals – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Dorte Fals

Bogtyven af Markus Zusak

Anmeldt af Dorte Fals, cand.jur og TV-vært på Magasinet Penge 

Kan man skrive en livsbekræftende roman om krig og Holocaust fortalt af Døden?
Det overraskende svar er faktisk – Ja, det kan man godt!!! Og ikke alene en livsbekræftende, men også en tankevækkende og dybt rørende historie, som emmer af både humor og overlevelse. 

" Bogtyven er en læseoplevelse ud over de sædvanlige!

Dorte Fals

Jeg er gift med lidt af en nørd når det gælder 2.verdenskrig. Han læser så meget han kan nå af det, der bliver udgivet og ser masser af dokumentarer osv. Og han kan i detaljer huske datoer, slag, hvilke fly der blev brugt og hvilke våben. Måske derfor er jeg nok gået lidt i den anden grøft, for hvorfor blive ved med at rippe op i de gamle traumer? Så da vores 18-årige datter kom og foreslog, at jeg skulle læse en fantastisk bog, der foregår i Tyskland under krigen, var jeg ikke ligefrem begejstret ved tanken.
På den anden side er hun rigtig god til at spotte gode bøger, så jeg besluttede mig for at give den en chance – og gudskelov for det. For Bogtyven er en læseoplevelse ud over de sædvanlige!

Håndbog for kirkegårdsgravere

Som sagt er det døden, der fortæller, og den fortæller historien om den lille pige, Liesel, der på grund af krigen må vokse op hos en fattig plejefamilie i den tyske by Molching, udenfor München.

Døden - og vi - møder Liesel første gang i 1939 i toget, hvor hun sammen med sin mor og lillebror er på vej til plejefamilien. Men undervejs dør hendes lillebror, og Liesel og hendes mor må stå af toget for at få ham begravet. Ved begravelsen taber graveren en bog, som pigen samler op og gemmer. Og det bliver starten på en usædvanlig karriere som bogtyv.

Liesel kan ikke læse – så hun ved ikke, at den bog hun snupper, er en ”håndbog for kirkegårdsgravere”. Men det er egentlig også lige meget, for det vigtige er, at Liesel med bogtyveriet beslutter sig for at lære at læse og det lægger kimen til mange timers kærlig samhørighed.

Først og fremmest med hendes nye plejefar, Hans Hubermann, som er så god som dagen – og natten - er lang. Han sidder troligt ved hendes seng nat efter nat når hun vågner op badet i sved efter mareridt over brorens død og savnet af moren. Og det er i løbet af disse lange nattetimer at Hans lærer Liesel at læse. Til trods for at han selv er en elendig læser, og til trods for, at det ikke er noget der passer hans kone, den strenge plejemor, Rosa.

Netop Hans godhed bringer også familien i fare, fordi han – i hvert fald i krigens første år – nægter at skelne mellem jøder og andre, og gladelig giver jøderne brød og maler deres huse. Og da han senere skjuler den jødiske mand, Max, i kælderen under familiens hus, får Liesel en ven for livet – en ven, der deler hendes passion for ord og bøger.

Døden på overarbejde

Alt imens livet går sin skæve gang i Molching, og Liesel stjæler bøger fra både borgmesteren og nazisterne, er Døden kommet på overarbejde. Og man får næsten ondt af den – Døden. For det er ikke noget sjovt job at rejse verden rundt og samle sjæle op fra kroppe, som er lemlæstede under krigen – Kroppe og sjæle som burde have levet meget længere. Men det værste ved jobbet er, at Døden samtidig møder alle de sørgende efterladte.

" Når jeg har valgt at anbefale jer at læse Bogtyven, er det fordi den på sin helt egen særlige måde formår at få mig til endnu engang at reflektere over den ufattelige tragedie, som krig og Holocaust var og er.

Dorte Fals

Bogen er skrevet i små scener, og i starten af hvert afsnit listes de medvirkende op.
Det kunne måske lyde som en useriøs og poppet måde at beskrive krigens rædsler på. Men sådan føles det bestemt ikke, når man læser den. Tværtimod, så er netop den skrivestil med til at tage brodden af det allermest sørgelige og lægge en næsten tragikomisk og ironisk distance.    

Når jeg har valgt at anbefale jer at læse Bogtyven , er det fordi den på sin helt egen særlige måde formår at få mig til endnu engang at reflektere over den ufattelige tragedie, som krig og Holocaust var og er. Men i stedet for at efterlade et stort smertefuldt hul i maven, sår Markus Zusak med sin bog optimisme og håb, fordi den samtidig er historien om, hvor stærke og stolte mennesker kan være - på trods af de uhyrligheder de kan blive budt.  

Og så vil nogen måske spørge, hvordan døden kan fortælle så detaljeret en historie om et helt liv, når den konstant er på farten og kun møder det enkelte menneske i glimt? Og det vil jeg selvfølgelig ikke røbe her. Det er bare endnu en god grund til at læse bogen….