Anne-Marie Skov – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Bogsalonen > Anne-Marie Skov

Anmeldelse af Svalens graf

Anmeldt af Anne-Marie Skov, cand.mag. i engelsk og dansk, direktør for Tuborg Fondet.

Vi engelskstuderende var nogle af de første, der flyttede ud i det nye KUA på Amager i starten af 70'erne. Under behørigt skrig og skrål naturligvis. Ikke fordi faciliteterne i Indre By var specielt fremragende. Vi blev bl.a. undervist i det gamle Zoologiske Museums lokaler, akkompagneret af rumlen og knagen fra de gamle kakkelovne, der stod i hjørnerne. Og ikke sjældent sad vi i vindueskarmene. Det handlede selvfølgelig mest om tryghed og fornemmelsen af at være i centrum. At kunne overskue tingene. KUA var (er?) et rod af gange, retninger, lokaler, pile og forkortelser. Åh, at høre til…

Luskede biologer
Men der har nu altid været noget lusket og specielt over biologer, og det er en anelse, man i dén grad får bekræftet ved læsningen af Sissel-Jo Gazan, som selv er uddannet cand.scient. i biologi. Det flyder simpelthen med lig hos dem. Intet under, at hun er flygtet til Berlin. I gennembruddet Dinosaurens fjer (2008) røg der en professor. I Svalens graf er der så røget én igen. Professor i Immunologi Kristian Storm, engageret vejleder for ph.d.-studerende, findes hængt. Angiveligt et selvmord udløst af en anklage om uredeligt forskningsarbejde. Storm beskæftiger sig med uheldige følger af WHO vaccinationsprogrammer, og det er der mange, der synes, han skulle lade være med - ikke mindst den profithungrende farmaceutiske industri og dens købte håndlangere i forskningen. Meeen - kan det nu passe, at man sådan begår selvmord af den grund?

En nidkær efterforsker
I centrum for efterforskningen står igen vicekriminalinspektør Søren Marhauge, der på god, klassisk krimivis ikke uden videre vil lukke en sag, bare fordi det er bekvemt. Han lever stormfuldt sammen med Anna (hovedperson i Dinosaurens Fjer) og dennes ualmindeligt charmerende datter Lily.

Marie Skov, som er ved at tage hul på en lovende forskerkarriere og er ph.d.-studerende hos Kristian Storm, udgør – sammen med en noget broget familie – den anden hovedakse i romanen. I et kompliceret plot med skiftende synsvinkler og forskudte parallelforløb bevæger vi os hen mod opklaring, både af fortrængte familiehemmeligheder og mord.

Metoden 'at strikke baglæns'
Sissel-Jo Gazan er en meget dygtig plotkonstruktør, og spændingen holdes ved lige igennem hele romanen. I den lidt sløve start kan man som læser godt komme i tvivl om, hvad det er for en slags bog, man har fået i hænderne. Er det en krimi? Femikrimi? Familiekrønike? Måske ligefrem et fiktivt psykologisk studie af genvordigheder i parforholdet? Naturvidenskabelig kritik? Men efterhånden begynder tingene at hænge sammen, og man finder ud af, at genren nok er underordnet. Det er fortælleglæden og plotkonstruktionen, der er vigtig. 'At strikke baglæns', som Søren Marhauges opklaringsmetode hedder. Det gælder i forhold til mordopklaringen, men det gælder i allerhøjeste grad også i oprulningen af de dystre familiehemmeligheder i Marie Skovs familie.

Naturvidenskab møder fiktion
Sprogligt er romanen ujævn, spændende fra fuldstændig præcise beskrivelser og dialoger til lidt for klicheprægede billeder og samtaler. Generelt er sproget letflydende. De naturvidenskabelige vinkler er forklaret, så alle kan være med. Selv vi humanister. Sissel-Jo Gazan har skrevet en roman, der er elementært spændende, velkomponeret, og som handler om at finde vej. Tilbage og frem. Åh, at kunne overskue tingene, åh, at høre til…

Hvis man kunne lide Dinosaurens Fjer, vil man bestemt ikke blive skuffet over efterfølgeren. Det er samme strikkeopskrift: naturvidenskab i et fiktivt univers. Jeg er en fan og nyder som humanist at blive klogere på de forskningsmæssige dilemmaer i naturvidenskaben. Jeg kan ærgre mig over at det private erhvervsliv altid portrætteres som skurk uden andre værdier end profit… måske skulle man skrive en roman?