Pensioneret overlæge, amatørteologisk forfatter og foredragsholder – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Alumni > Alumneportrætter > Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet > Willy Hanghøj

Pensioneret overlæge, amatørteologisk forfatter og foredragsholder

Willy Hanghøj-Petersen har i sit lange liv formået at sammensmelte to verdener, der for mange synes som diamentale modsætninger. Som pensioneret overlæge startede han nemlig som 81-årig på bacheloruddannelsen på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Da han - efter at have bestået de første to år – erfarede at han som matematisk student skulle bruge ikke bare ét, men yderligere to år på at blive bachelor, stod han af fordi eksamensræset blev for stressende. Og som han selv siger: ”Jeg ville jo have været tæt på 90 år, når jeg fik min kandidateksamen, og hvem vil ansætte en præst på 90”.

Alligevel er han glad for, at han tog chancen og supplerede et langt liv som hospitalslæge med et indblik i den teologiske verden, der blandet andet har ført til udgivelse af en debatbog om kristendom og tro: ”Den lille lilla”, som har givet ham mulighed for at komme landet rundt som foredragsholder.

Ville være ingeniør og bygge jernbaner

Det lå egentlig ikke i kortene, at Willy skulle starte på medicinstudiet. Selvom han ikke var specielt ferm til de matematiske fag var han alligevel stærkt fascineret af beretningerne og Den Transsibiriske Jernbane og ingeniørfaget. ”Jeg ville være ingeniør og bygger jernbaner og broer”, fortæller Willy med et smil.

Willy havde dog også en meget, meget stor respekt for den praktiserende lokale læge. ”Det var sådan en læge der boede i en flot bolig midt i byen, hvor han kom ud til folk, hvor han gjorde gavn og hvor han blev respekteret”, forklarer han og primært derfor, besluttede han sig for at starte på medicinstudiet på Københavns Universitet.

Ingen adgangskrav, men store studiekrav

Den gang var der ikke adgangskrav på medicinstudiet, så til trods for en mindre god studentereksamen kunne Willy tage fat på det første år på studiet, der bød på både fysik, kemi og filosofi og tilmed med gode karakterer til følge.

Men medicin både er og var også et studium, der stillede store krav ikke mindst de første år, hvor den blandt andet stod på anatomieksamen. ”Det var så afsindigt, hvad de krævede af minutiøs viden, og jeg var ved at drukne i det”, fortæller Willy, der desværre dumpede tre gange.

Oven på dette valgte Willy at tage en pause fra studiet, arbejde et halvt år som kontorvikar på Tuborg og blev gift samme sommer med sin kæreste. ”Vi fik en lille 1. værelses i Vanløse med alkove. Jeg fik indrettet mig en lille krog, og så satte jeg mig ellers ned og terpede”, beretter Willy, der heldigvis fik lov til at fortsætte på studiet efter en dispensationsansøgning og kunne gå op igen til anatomieksamen og score 14 ud af 16.

Når Willy i dag kigger tilbage, står det klart for ham, at han havde været håbløs umoden i starten af dette krævende studium, men han forstod også, at de svære stød undervejs havde været dyre, men gode lærepenge. 

Faldt i søvn under fødsel

Efter nogle spændende og lærerige år på studiet kunne Willy i 1958 kalde sig cand.med og alumne fra Københavns Universitet. Men som det især er tilfældet for lige præcis kandidater fra medicin, så slutter uddannelsen her ikke med eksamensbeviset. Der følger nemlig en hale af forskellige påkrævede specialiseringer.

Willy startede på Køge Sygehus, der bød på en hård tid med to-holdsvagtskifte – en umenneskelig belastning, som medførte så mange søvnløse nætter, at det da også gik galt en gang ved en natlig fødsel, hvor den unge læge faldt i søvn ind over den stakkels fødende mave. Noget der fik både jordemoder, sygeplejerske og ikke mindst den fødende kvinde til at skrige af grin.

Efter tiden i Køge fulgte ansættelser i både Sverige, Frederiksund, Glostrup og på Rigshospitalet i jagten på specialeanerkendelse i klinisk kemi, klinisk fysiologi og nuklear-medicin.

Et stort ansvar

Willy var på mange måder glad for tiden på de forskellige sygehuse, men det stod også klart, at jobbet som læge bød på et stort, sommetider tungt ansvar. ”Det var hårdt, og det skete faktisk, at jeg gik langsomt hjem fra en vagt med svære oplevelser, så jeg kunne nå at tørre øjnene på vejen” forklarer han. ”Der var jo ingen grund til at min kone skulle trækkes med mine skrupler”.

Willy var nødt til at have disse år med ren medicinsk tjeneste for at kunne blive speciallæge, men det stod klart, at han nok ikke skulle arbejde i den funktion resten af livet. Heldigvis ville tilfældet det, at der blev en stilling ledig på Centralsygehuset i Holstebro, hvor man ønskede en klinisk kemisk overlæge, som chef for centrallaboratoriet, og som skulle drive opbygningen af et isotop-laboratorium - lige præcis det, som Willy tidligere havde beskæftiget sig med.

Her fik han igen et stort ansvar, ikke blot lægeligt, men også som chef for en afdeling med 70 ansatte og en drift i millionklassen. ”Det var virkelig noget, man slet ikke følte, man var uddannet til”, fortæller Willy, der nu også skulle stå for personaleansvaret og afdelingens økonomiske rammer.

Tilbage på skolebænken

Willy og hans kone trivedes i Holstebro og han nød tiden på Centrallaboratoriet og senere på den udskilte nuklearmedicinske afdeling hvorfra han i 1995 kunne lade sig pensionere efter mange gode år i det danske hospitalsvæsen.

Willy havde tilbage fra sine første år i Holstebro aftalt med en kollega, at når de blev pensioneret skulle de læse teologi, og selvom kollegaen ikke fulgte med, valgte Willy som 81-årig at starte på teologi og ikke kun på åbent Universitet, men på FAKULTETET som han selv udtrykker det i en munter tone. ”Jeg troede ellers bare jeg skulle på Åbent Universitet, men startede på Det Teologiske Fakultet, fik et studiekort, men dog ikke SU.”

Den arbejdsomme Willy Hanghøj runder snart de 90 år, og selvom det ikke lykkedes at afslutte teologistudiet, var det alligevel en fantastisk tid, og noget styrkede ham i at forsætte sin tidligere rolle som ”forkynder” ved at udgive bogen Den lille Lilla – skrevet for om og for dem der kalder sig selv for kulturkristne. For som Willy siger: ”Det er en da tam tankegang, at tilværelsen kun skulle rumme, det som et menneske kan fatte”.