Paul Auster blev hyldet i Festsalen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print kalender-ikon Bookmark and Share

Alumni > Æresalumner > Paul Auster > 11_PaulAuster

Paul Auster blev hyldet i Festsalen

Selvom der er en halv time til han træder ind ad døren, kaster Paul Austers stjerne allerede glans over Festsalen på Københavns Universitet denne fredag middag. Mere end 400 gæster fra forskellige fakulteter er samlet for at overvære, når den amerikanske forfatter om ganske kort tid udnævnes til æresalumne. Stemningen er spændt afventende. Ved siden af mig foran scenen sidder Maria Lotz, som er stor fan af Auster: "Jeg glæder mig mest til at høre hans oplæsning - han har en vidunderlig stemme," siger Maria og fortæller, at hun allerede har hørt Paul Auster i samtale med sin hustru, Siri Hustved, i Den sorte Diamant aftenen i forvejen.

"His works are the ones most frequently stolen in the book stores."

Rektor Ralf Hemmingsen

Publikums størrelse og sammensathed beviser, at Auster rammer bredt. I minutterne inden forfatterparret ankommer, opstår der endda høflig kamp om pladserne på de forreste rækker. Nogen har snuppet en reserveret stol, og lektor Inge Birgitte Siegumfeldt, som skal være ordstyrer i dag, har et øjeblik ikke noget sted at sidde. Iveren blandt universitetets elite forstærker blot indtrykket af Austers stjernestatus, og i sin korte, personlige tale til Auster vægter rektor Ralf Hemmingsen netop også spændet mellem popularitet og dybde: "His works are the ones most frequently stolen in the book stores. He shows that the world of academia and literature is closely related."

Relaterede, ja. Men ikke identiske. Det bliver tydeligt, da Paul Auster sammen med ordstyreren under klapsalver træder op på scenen. Siegumfeldt i renskuret og elegant kontrast til Austers skødesløse stil forstærker billedet af, at vi, trods Austers baggrund fra komparativ litteratur ved Columbia University, er vidner til et spændende møde mellem den akademiske verden og kunstens.

White Spaces

Inden han svarer på spørgsmål fra publikum læser Auster et afsnit fra sit prosastykke White Space fra 1978. Hans let læspende, klangfulde stemme finder tydeligt vej mellem de tæt pakkede stolerækker. Vor Frues klokke falder i slag udenfor, og fremhæver i mine ører følgende afsnit: "Consider the word it. It rains, how is it going? It stands for something else we do not need to say or do not know how to say." Vi behøver ikke, eller vi er ikke i stand til at sige - det. Auster vil have os til at forstå, at vi ikke er i stand til at beskrive virkeligheden, som vi opfatter den: "There is a gap between the world and the language we use to describe it with. And it is the freedom of this gap which made me start writing prose." Sprogets begrænsning giver ham en frihed som kunstner. Festsalen bugner af akademikere, og med sin muntre ligefremhed trykker Auster os alle sammen lidt længere ned i stolene.  For vi prøver jo netop at beskrive, at definere virkeligheden.

Måske derfor lader dagens ordstyrer Paul Austers abstrakte udtalelse svæve i rummet og spørger i stedet, hvilken etiket han helst vil sætte på sig selv som forfatter: er han postmodernist, amerikansk eller noget helt tredje? Men Auster afviser med det samme at lade sig kategorisere: "All these categorizations... Postmodernism? Someone once explained it to me but I still don't really understand what it means. Look... yes, I am an American writer, my settings are in New York!" Auster ser på sin hustru, da han svarer.

I løbet af den næste halve times tid regner det med spørgsmål fra salen. Som det sidste vil en ung mand vide, hvorfor forfatteren introducerede karakteren Paul Auster i romanen City of Glass. Jeg kan høre hans hustru på forreste række lavmælt sige: "Good question. "

For at svare vender Auster igen tilbage til sprækken mellem sproget og virkeligheden: "I think I have two reasons", siger han eftertænksomt. "First, the starting point of the book builds upon a biographical experience. Secondly, I wanted to explore what happens if you put the biographical self from the front page into the story. Because the biographical self is not the same as the authorial self within the book." 

Et rørende møde 

Mit indtryk er imidlertid, at både Austers biografiske jeg og hans forfatterjeg er til stede i festsalen denne eftermiddag. Det er hans kunst, men også hans engagement i det danske publikum, der belønnes, da dekan Kirsten Refsing med et dybt håndtryk overrækker Auster diplomet: Rullet i et rødt rør, der matcher hendes sommerkjole og ligner en stafet. Symboleffekten i at overrække en stafet virker først på mig, da jeg klapper en sidste gang i dag. Der ligger også et forventningspres i titlen æresalumne.

Mens Maria og jeg siver ud af salen spørger jeg, hvad hun syntes om arrangementet. Hun svarer, at hun er meget tilfreds: "Det var fint og stemningsfuldt. Der var en rørende højtidelighed til stede under hele udnævnelsen." Jeg tilføjer, at det er modigt af universitetet at give titlen til en mand, der under overrækkelsen peger på sprækken mellem den verden, vi ser, og det sprog, vi beskriver den med. Maria har ret, det var et rørende og vellykket møde mellem kunsten og den akademiske verden. Et møde, Auster selv foregriber i sin litteratur. Og som altså er bekræftet i Danmark i dag.
Øverste foto: Lea Trier Krøll
Nederste foto:
Jens Fink-Jensen

Mere om Paul Austers æresalumneudnævnelse: 

Billeder fra Paul Auster arrangementet i Festsalen.



Reportagen er skrevet af KU-studerende Marie Louise Poulsen. Marie Louise læser på kandidatuddannelsen i litteratur- og medievidenskab med profil inden for digital litteratur og kommunikation. Hun arbejder på Berlingske Tidende, anmelder film på byenkalder.dk og er medlem af bestyrelsen for HODJA Børnefilmklub.